Washington, 05/06/2026 - 16:59
Astronauter på rumstation forbereder potentiel evakuering
En russisk besætning arbejder på at reparere luftutætheder, mens besætningen fra ISS forbereder en evakuering.
Steve Nesius/Reuters
Af: /ritzau/
Astronauter om bord på Den Internationale Rumstation (ISS) har fået besked på at blive inde i deres rumfartøj og forberede en potentiel evakuering.
Det oplyser den amerikanske rumfartsorganisation, Nasa.
Missionen, som i øjeblikket er udsendt til ISS, består af to amerikanske astronauter, en fransk astronaut og en russisk kosmonaut.
Nasa har bedt de fire om at gå ind i den rumkapsel, som er tilsluttet til rumstationen.
Mens de fire er i rumfartøjet, forsøger en russisk besætning at reparere en luftutæthed, lyder det.
Der vil blive foretaget en nødevakuering, hvis luftlækagen kræver det, oplyser en embedsmand fra Nasa.
Det russiske rumfartsagentur, Roscosmos, oplyser ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax, at den første lækage er standset. Nu arbejder eksperter på at standse en anden lækage.
Der er ifølge Roscosmos ingen risiko for besætningen eller nogle af systemerne.
Nasa og Roscosmos, som sammen driver ISS, har i månedsvis diskuteret årsagen og mulige løsninger på luftutætheden.
Utætheden sidder på et vigtigt russisk-produceret modul, som er en del af rumstationen.
Luftutæthederne har været relativt begrænsede de seneste måneder, men eskalerede mandag. Her gik det fra, at der sivede omkring et pund luft om dagen til to pund, siger en højtstående embedsmand fra Nasa.
Et pund svarer til omkring 0,45 kilo.
De to amerikanske astronauter, den franske astronaut og den russiske kosmonaut tog afsted mod ISS i februar.
Her var forventningen, at deres mission skulle vare otte måneder indtil efteråret.
Gruppen erstattede den forgående besætning, som var nødt til at vende tilbage til Jorden lidt tidligere end planlagt på grund af sundhedsmæssige problemer.
Den internationale rumstation er bygget som et samarbejde mellem USA, Rusland, Japan, Canada og ti af Den Europæiske Rumorganisations medlemslande, heriblandt Danmark.
Rumstationen er på længde med en fodboldbane og er ifølge Reuters det største menneskeskabte objekt i rummet.
/ritzau/Reuters




