Roskilde, 20/07/2025 - 12:54
48-årig sigtes for at forsøge at påkøre betjente
Mand, der lørdag blev ramt af politiets skud, er blevet varetægtsfængslet i surrogat. Han nægter sig skyldig.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 48-årig mand nægter sig skyldig i at have forsøgt at påkøre politibetjente i patruljebiler i Asnæs lørdag aften.
Det gør han i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde søndag eftermiddag.
I forbindelse med hændelsen blev manden skudt i kravebenet af politiet.
Manden har et plaster på venstre side af halsen, men derudover er der ikke synlige tegn på, at han blev ramt af skud lørdag.
Dommeren i grundlovsforhøret har besluttet at varetægtsfængsle manden i surrogat frem til 14. august. Det betyder, at manden skal tilbageholdes et andet sted end i et arresthus.
Han er sigtet for tre gange at have forsøgt at udsætte betjente for grov vold ved at påkøre dem.
Det var efter det andet påkørselsforsøg, manden er sigtet for, at en betjent trak sin pistol og affyrede to skud mod manden.
Det ene af de to skud ramte ham i kravebenet.
Manden forklarer selv, at han først selv blev påkørt af betjentene, og at han derefter forsøgte at stikke af fra dem i sin bil.
Han kom umiddelbart væk fra patruljebilen, men hurtigt var en anden patruljevogn i nærheden af ham.
Manden forklarer selv, at han kørte ind på en mark, hvor bilen sad fast. Det lykkedes ham at bakke sig fri.
I sigtelsen lyder det, at han på det tidspunkt bakkede mod en betjent, der var steget ud af patruljebilen.
Betjenten har forklaret, at han måtte springe til side for ikke at blive ramt.
Efter det trak betjenten sit tjenestevåben og affyrede to skud.
Betjentene var rykket ud til det sted, hvor manden befandt sig, fordi de havde fået en melding om, at manden var selvmordstruet.
Den betjent, der skød manden lørdag, har ifølge en rapport, som anklageren læser op af i grundlovsforhør, fortalt, at han følte sig truet og frygtede for sit liv, inden han affyrede skud.
Den sigtede siger selv i retten, at han har respekt for politiet, men at han ville skynde sig væk, da en af de første betjente, han så lørdag aften, havde trukket sin stav.
/ritzau/