Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/09/2025 - 11:00

DBU-direktør vil skrive historie med tre VM-billetter i træk

Danmark er favorit til at vinde sin VM-kvalifikationsgruppe, mener Peter Møller før premierekamp mod Skotland.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det danske fodboldlandshold skal vinde sin kvalifikationsgruppe og dermed kvalificere sig direkte til næste års VM-slutrunde i Canada, USA og Mexico.

Sådan lyder den klare målsætning fra den øverst sportsligt ansvarlige i Dansk Boldspil-Union (DBU), fodbolddirektør Peter Møller, før Danmarks første kamp i VM-kvalifikationen fredag aften mod Skotland i Parken. Kvalifikationsgruppen tæller også Grækenland og Belarus.

- Grækenland og Skotland er ikke bedre os, men det er stærke modstandere. Målet er dog klart: vi skal til VM. Det kan vi ikke diskutere. Det er det, alle fodboldspillere drømmer om. Det er den største scene. Det er den slutrunde, man helst vil med til.

- Med vores spillere og stab skal vi udelukkende gå efter at vinde gruppen. Så er jeg med på, at Skotland og Grækenland er to vanskelige udebaner - det har vi også oplevet tidligere - og det bliver bestemt ikke "a walk in the park", men vi kan og vil ikke løbe fra at være gruppens favorit, siger Peter Møller.

Danmark deltog også ved VM i Rusland i 2018 og VM i Qatar i 2022. Fodbolddirektøren øjner et VM-hattrick.

- Vi har aldrig kvalificeret os til tre VM-slutrunder i træk, og det vil være fedt, hvis vi kan bryde den stime. Vi kommer regelmæssigt med til EM, men VM er bare sværere at kvalificere sig til.

- Med vores historik for at spille mange slutrunder i de seneste år har vi også en forhåbning og klar ambition om at komme til VM. Jeg er glad for, at vi er kommet dertil, hvor vi forventer af hinanden, at vi skal være med til alle slutrunder, og at vi vil vinde alle grupper, siger Peter Møller.

Tidligere blev slutrundekvalifikationer afviklet over en periode på næsten halvandet år, men med indførslen af Nations League i 2018 blev kvalifikationerne berammet til et kalenderår.

I år strækker Danmarks VM-kvalifikation sig over seks kampe på blot 74 dage.

Den kompakte kvalifikation bør være en fordel for de på papiret bedste hold i hver gruppe, mener Peter Møller.

- De bedste nationer har typisk flere dygtige spillere at vælge imellem, så de er mindre udsat i tilfælde af skader. Men hvis vi nu får fire-fem nøglespillere skadet i to måneder, så vil vi jo være klart svækket, selv om vi har gruppens nok største bredde.

- Personligt kan jeg godt lide, at det bliver afgjort over kort tid, og vi har ikke andet valg end at angribe den præmis, kalenderen nu en gang er. Det bliver en hæsblæsende periode, og for os der arbejder med det, kommer det til at føles meget intensivt, siger Peter Møller.

Gruppens nummer to skal spille playoffkampe om en VM-billet i foråret. Det er Danmark i praksis som minimum allerede sikret at skulle efter den samlede syvendeplads i den seneste udgave af Nations League.

Det sikkerhedsnet fylder dog intet hos DBU-direktøren.

- Vi vil rigtig gerne kvalificere os direkte, for vi vil helst undgå at spille playoff, hvor alt kan ske, når man har kniven for struben. Så alle andre scenarier end at vinde gruppen fylder ikke noget for os lige nu, for vi har en stor tro på os selv, siger Peter Møller.

Kvalifikationspremieren begynder klokken 20.45 i Parken.

/ritzau/

København, 07/09/2025 - 08:00

X Factors nye dommer: Min kone har lært mig jeg er god nok

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Musikeren Benjamin Hav står ved, hvem han er og er ikke længere så optaget af, hvad andre synes om ham. Det tilskriver han sin hustru, Mille.

Musikeren Benjamin Hav har i mange år siddet fredag foran flimmerkassen med sin hustru, Mille, og parrets tilsammen tre piger.

Men i 2026 bliver det fra den anden side af skærmen, når han debuterer som ny dommer i "X Factor".

- Som jeg gør med alt andet, har jeg snakket med min kone og ungerne om, hvad de syntes. De var hurtige til at sige: "Gør det! Det kan være sjovt!". Så nu rykker vi bare sofaen ind i studiet, lyder det fra Benjamin Hav.

- Jeg har altid siddet og ytret mig derhjemme. Så nu er der bare endnu flere, der får lov til at høre det, konstaterer han.

Benjamin Hav har for vane at bøje sandheden både ved koncerter og i interviewsituationer og har tidligere fortalt, at han godt kan lide at peppe sine historier op.

Og det ér sådan, han er.

- Men jeg er meget opmærksom på, at den her leg, vi leger nu, ikke handler om mig, det handler om deltagerne, understreger Benjamin Hav.

- Ligesom min kone tit siger til mig på mange andre tidspunkter i livet, så handler "X Factor" ikke om mig. Det handler om, at jeg skal forsøge at løfte nogle mennesker så godt, som jeg kan, og være transparent og sandfærdig i det. Det er meget vigtigt for mig.

Under en koncert i 2023 hævdede Benjamin Hav, at nummeret "Esbjerg, torden og regn" var inspireret af hans hustru, som havde været ude for en alvorlig ulykke, der havde medført, at hun sad i kørestol.

Men det var slet og ret løgn.

- Generelt er det der med at krydre historien noget, jeg mere dyrkede, da jeg var yngre, hvor man er mere usikker. Jeg gider heller ikke at kede folk. Men nu tror jeg, jeg er kommet tættere på mig selv på den måde, at man er, som man er, og jeg kan godt lide at lave gang i gaden, tilstår den 40-årige musiker.

- Nogle ting, jeg siger, giver mening, men som oftest siger jeg sikkert noget, der overhovedet ikke giver mening. Og så må vi se, om TV 2 vælger at fyre mig halvvejs. Men det tager vi, som det kommer.

Benjamin Hav er en selverklæret "weirdo" - et engelsk slang for en person, der er mærkelig, sær eller usædvanlig i forhold til den gængse opfattelse.

Noget, som Benjamin Hav i øvrigt mener, at alle mennesker er inderst inde.

- Jeg kommer sikkert til at sige noget, hvor folk tænker: "Hvad fanden er det?!" og bliver irriterede på mig og synes, jeg er en nar. Det kan jeg godt forstå. Men jeg tager det ikke for nært, fordi jeg ved, at hvis folk lærte mig at kende, tror jeg faktisk, at langt de fleste ville opleve, at vi sagtens ville kunne have en hyggelig aften sammen.

- Men jeg er ikke længere så optaget af, at alle skal kunne lide mig. Men jeg går meget op i, at jeg gerne vil forsøge i hvert fald at være et godt menneske.

Det tilskriver han sin hustru.

- At man er god nok, er noget, jeg tror, jeg lærte af min kone, da jeg mødte hende, siger han og fortsætter:

- Jeg tror på, at hvis jeg kommer med hjertet forrest og en ambition om at være et godt menneske, at det så er nok. Også selv om jeg har snakket med mine unger om, at der altid vil være folk, der tænker: "Benjamin Hav, det kæmpe møgsvin, han skal bare holde sin kæft!".

Benjamin Hav fik sit gennembrud som en del af duoen Benal, der for alvor brød igennem lydmuren med hittet "Uh Babe" i 2017.

Samme år modtog Benal P3 Prisen.

I 2019 blev Benal kåret til Årets Danske Gruppe ved Danish Music Awards.

Året efter sprang Benjamin Hav ud som solist med pladen "Spice Up Your Life".

Siden er fulgt tre andre soloalbummer, hvoraf den seneste skive, "Jeg vil bare gerne være et godt menneske, men det er ikke let", udkom i begyndelsen af 2025.

I 2023 blev Benjamin Hav hædret af musikmagasinet Gaffa som Årets Danske Livenavn. Han har blandt andet hittet med "Den dejligste boy", "Musse" og "Hurra" - et nummer, som han optrådte med til kronprins Christians 18-års fødselsdag.

Men trods meritterne siger Benjamin Hav, at han ikke ved, om han har så meget at komme med i "X Factor".

- Det tror jeg, at der er nogen, der tror, og så må vi se. Men jeg føler, at folk har gennemskuet mig, siger han og fortsætter:

- Jeg er ikke anderledes eller særligt begavet - jeg er ikke et særligt menneske overhovedet. Men jeg har en ambition om at give noget, som folk kan bruge. Det, jeg vil forsøge, er at inspirere deltagerne til at navigere deres liv ud fra kærlighed i stedet for frygt. Så jeg gør, hvad jeg kan. Men omvendt føler jeg ikke, at jeg har noget, som andre ikke har.

Bag dommerbordet i "X Factor" flankeres han af programmets grand old man, Thomas Blachman, og af Oh Land, som vandt den seneste udgave af "X Factor" med sin unge solist, Leslie.

- Jeg føler, at alle ville kunne bidrage med et eller andet, lyder det fra Benjamin Hav.

- Om det er Lone, der er sosu-hjælper i Hedensted. Alle vil kunne have noget gyldigt og smukt at sige. Det handler bare om at gå ind og turde at tage et valg og sige nogle ting. Men altså, livet er jo bare noget, vi leger. Og det her er jo bare en leg.

18. sæson af " X Factor " får premiere i 2026.

/ritzau/

Læs Mere >>

Venedig, 06/09/2025 - 21:52

Film om familieforhold tager hovedprisen på filmfestival i Venedig

Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix

Filmen "Father Mother Sister Brother" modtager hovedprisen, Guldløven, ved årets filmfestival i Venedig.

Filmen "Father Mother Sister Brother" modtager lørdag aften Guldløven, der er hovedprisen for den bedste film ved filmfestivalen i Venedig.

Den amerikanske instruktør Jim Jarmusch står bag filmen.

Filmen skildrer forholdet mellem voksne børn og deres forældre. Efter mange års adskillelse fra forældrene genforenes familien, og børnene skal forsøge at håndtere et følelsesmæssigt distanceret forhold til forældrene.

Guldløven er hovedprisen for den bedste film ved filmfestivalen i Venedig og anses som en af verdens vigtigste filmpriser.

Filmen udspiller sig i New Jersey, Dublin og Paris, og på rollelisten er blandt andre Tom Waits, Adam Driver, Mayim Bialik, Charlotte Ramplin og Cate Blanchett.

- Jeg takker for at sætte pris på vores stille film, sagde Jarmusch i sin takketale. Han slog sit navn fast i 1980'erne med lavbudgetfilm som "Stranger Than Paradise" og "Down by Law".

Andenprisen, Sølvløven, gik til filmen "The Voice of Hind Rajab", der skildrer en femårig palæstinensisk pige, der i timevis sad omringet af sine døde slægtninge, efter at deres bil blev beskudt af israelske tropper.

Filmfestivalen har været i gang siden 27. august og sluttede lørdag aften.

Festivalen er en del af kulturudstillingen La Biennale di Venezia, og den blev afholdt første gang i 1932 og er dermed verdens ældste internationale filmfestival.

Vinderen af Guldløven blev valgt af en jury med instruktøren Alexander Payne i spidsen. Payne har blandt andet instrueret filmene "Sideways", "Nebraska" og "The Holdovers".

Sidste år gik prisen til filmen "The Room Next Door", som berører temaet omkring aktiv dødshjælp. Filmen er instrueret af spanske Pedro Almodóvar.

Undervejs på årets udgave af filmfestivalen fik danske Anders Thomas Jensens nye film, "Den Sidste Viking", verdenspremiere.

Premieren fandt sted på Venedig Filmfestival, hvor den sorte komedie var udvalgt til den del af det officielle program, der er uden for konkurrence.

Efter premieren blev filmen mødt med stående bifald fra publikum, og filmen høstede efterfølgende roser i både danske og udenlandske medier.

"Den Sidste Viking" har premiere i de danske biografer den 9. oktober.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 07/09/2025 - 10:00

FAKTA: Sådan får du dine æbler til at holde længere

* Nyplukkede æbler skal opbevares ved køleskabstemperatur. Det kan være på terrassen, i et udhus eller i en kold kælder. Der må gerne være fugt i luften, så æblerne ikke tørrer ud, men de kan ikke fryses. Eventuelt kan æblerne dækkes med et tæppe i de kolde perioder.

* Sortér æblerne, så du kun opbevarer pletfri æbler, og undgå at de får stød, når de plukkes og lægges til opbevaring. En åben trækasse eller en flamingokasse er velegnet til opbevaring.

* En anden metode er at komme æblerne i plastposer og lade disse poser stå åbne. På den måde undgår du, at et dårligt æble smitter mange andre æbler med råddenskab.

* Alternativt kan du opdele æblerne i portioner på en 5-10 stykker, som kommes i hver sin plastpose, og derefter suges luften ud, og posen lukkes.

* Kig til æblerne hver 14. dag, og sortér de dårlige fra, så de ikke smitter de gode.

Kilde: Arla.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 07/09/2025 - 10:00

Lad efterårets æbler give dine simreretter et syrligt spark

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Efterårets æbler bugner af smag, og mulighederne synes næsten uendelige, hvis du vil eksperimentere i køkkenet og samtidig sikre, at ingen går til spilde.

Du går sjældent galt i byen med en klassisk æblekage, en sprød crumble eller en lun æblegrød.

Men hvis du har lyst til at tænke lidt ud af boksen dette efterår, er der også masser af muligheder i det salte køkken. Her kan æblerne tilføre din madlavning et friskt pust og et ekstra smagselement.

Sådan lyder det fra Marie Melchior, der er kogebogsforfatter, og står bag bogen "Vild med æbler".

- Jeg synesdet er ærgerligt, hvis æblerne kun bruges i søde retter, fordi de kan så meget mere. Om det er i retter med fisk, i en frisk salat eller som ekstra smag til kød.

- Det er ikke så vigtigt, hvilken type æbler, du har i din have. Du kan bruge dem alle.

Ifølge Marie Melchior er der mange retter, hvor efterårets syrlige kan bringe et friskt pust. Eksempelvis i gryderetter eller boller i karry.

- Det smager sindssygt godt at rive et æble i farsen til boller i karry eller lægge et par friske skiver og noget bredbladet persille oven på, når du anretter, siger hun.

- Bikser du en frisk spinatsalat eller noget lignende sammen, så skær lige lidt frisk æble, og bland det i. Det tilføjer både syre og sødme, der virkelig løfter den, siger Marie Melchior.

Ligger du inde med virkelig mange æbler, skal du ikke være nervøs for, at du ikke kan nå at få dem brugt. De kan nemlig holde sig langt ind i vinteren, hvis du opbevarer dem rigtigt.

- Opbevar dem mørkt og køligt. Ved mellem nul og seks grader holder de sig bedst. Men de kan også holde sig op til to måneder i køleskabet, siger Marie Melchior.

Æbler udskiller ethylen, en naturlig gas, der fremskynder modningen både på æblet selv og på andre frugter. Derfor er det vigtigt at give dem plads i kasser eller bakker, hvis du vil have dem til at holde længere. Hvis først et æble begynder at blive dårligt, risikerer det at smitte resten.

- Hvis du lægger dem i en frugtskål, holder de sig nok i højst to uger. Derfor er det vigtigt, at de har noget adskillelse. Ligger de tæt op ad hinanden eller sammen med andre frugter, risikerer du, at de rådner hurtigere, siger hun.

Alternativt kan også bruge dem til at lave din egen æblemost. Der ligger flere mosterier rundt om i landet, hvor du kan indlevere en pose æbler og få friskpresset most retur.

Hvis du har en frugtkværn eller presser, kan du kaste dig ud i dit eget most-projekt. Et oplagt valg, hvis du vil udnytte efterårets høst til fulde, mener Marie Melchior.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek