Din altan sygner hurtigt hen, når kalenderen byder på tiltagende mørke og kolde dage. Men med lidt fantasi og snilde kan du holde liv i hjemmets lille uderum gennem hele vinteren.
- Altantiden er ikke forbi, bare fordi sommeren er det. Det er den i hvert fald ikke for mig.
- Det handler bare om at være lidt kreativ, siger Olivia Thorborg Frost, som til daglig deler ud af sine budgetvenlige gør-det-selv-projekter på instagramprofilen idetgulehus og nu er aktuel med bogen "Skab en smuk altan året rundt", som rummer et væld af tip til at holde altanen fin gennem alle sæsoner.
Hendes første råd til vintermånederne går ud på, at du sætter en formiddag eller en eftermiddag af til at rydde op og gøre rent ude på altanen. Slut gerne af med at give gulvet og gelænderet en oliebehandling, hvis de er af træ.
- Det er min oplevelse at bare én arbejdsdag derude sikrer, at altanen er flot mange måneder fremover. Der skal faktisk meget lidt til, fortæller Olivia Thorborg Frost.
Hun anbefaler, at du bruger arbejdsdagen på at fjerne alt fra altanen, der ikke tåler at stå udenfor i frostvejr. Tag sarte planter op af altankasserne, og sæt dem eventuelt i krukker, der stilles op ad husmuren, så de står beskyttet.
- Muren afgiver noget varme inde fra lejligheden, og hvis du har en altan ovenover dig, kan den fungere som lægiver for det værste vind og vejr.
Nu er det tid til at gå på jagt efter planter, der kan pynte i altankasserne hele vinteren. Olivia Thorborg Frost er personligt glad for juleroser.
- De holder sig flotte i virkelig lang tid - i hvert fald indtil februar. Derudover er jeg glad for at sætte små hyacinter. De ser bare søde ud med deres små uudsprungne grønne spidser, siger hun.
Du kan forgrønne altanen endnu mere ved at stille et lille grantræ derud - måske med en fin lyskæde på.
- Jeg plejer selv at stille et lille juletræ foran døren, så jeg kan se det inde fra lejligheden. Det synes jeg, giver rigtig meget stemning at kunne sidde indenfor og kigge ud på det, siger Olivia Thorborg Frost og tilføjer, at grangrene i øvrigt kan lægges ned i kukker og altankasser som beskyttelse mod frost.
- Så kan man nærmest lave en fin lille juledekoration i altankasserne med juleroser, hyacinter og gran. Du kan også samle grankogler og lægge dem i en lille skål som pynt på bordet.
Stemningen på altanen betyder nemlig noget for, om du får den brugt, mener Olivia Frost Thorborg.
- Det er vigtigt for mig, at der er hyggeligt, så jeg har lyst til at være derude. Hvis der er gjort fint med flotte planter og lyskæder, så har jeg faktisk lyst til at sætte mig ud med en bog - måske bare i fem minutter, siger hun.
/ritzau fokus/