København, 17/07/2025 - 08:54
Datatilsyn stiller nye krav til frivillighed i sag om DR-login
I spørgsmål til DR i login-sag er Datatilsynet forundret over, at DR ikke kan tilbyde frivillig løsning.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Datatilsynet har bedt DR om at undersøge en løsning, hvor seere kan se indhold på DRTV uden at logge ind.
Hvis det ikke kan lade sig gøre, skal DR redegøre for hvorfor.
Det fremgår af spørgsmål, som Ritzau har fået aktindsigt i, stillet af Datatilsynet til DR.
DR har blandt andet argumenteret for, at løsningen skal komme de brugere i møde, der forventer, at DRTV har de samme funktionaliteter som andre streamingtjenester.
- Det står imidlertid ikke klart, hvorfor DR - med hensyn til den enkelte bruger - ikke kan stille DRTV til rådighed, hvor login er et frivilligt tilvalg, lyder det fra Datatilsynet i et spørgsmål til DR.
De nye krav er endnu et kapitel i Datatilsynets undersøgelse af nødvendigheden af at indsamle personoplysninger fra DRTV's brugere.
Tilsynet skriver, at det har modtaget "mange henvendelser om login-kravet", som tilsynet tolker som et ønske om at kunne se DRTV uden at logge ind.
Datatilsynet har til opgave at føre tilsyn med, at borgernes databeskyttelse overholdes.
Kritikken af login-løsningen handler om, at DR, der i år modtager 3,7 milliarder kroner betalt over skatten, oveni tvinger brugerne til login-krav for at få adgang til det, de allerede har betalt for.
Kritikken har også lydt, at DR's krav ikke handler om en bedre brugeroplevelse, hvilket ellers har været et af argumenterne, men om at hale flere statistiske oplysninger ud af brugerne.
Forbrugerrådet Tænk og Prosa, der er de it-professionelles fagforening, har kritiseret login-kravet.
/ritzau/