Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Hillerød, 25/04/2025 - 17:37

To mænd dømt for vold efter dødsfald ved bodega i Frederikssund

En mand blev en nat i april 2023 slået og sparket af to mænd, der fredag blev idømt fængsel.

Af: /ritzau/

To mænd på 25 og 43 år har fredag fået henholdsvis tre måneders fængsel og otte måneders fængsel i forbindelse med en episode, hvor en mand blev overfaldet i Frederikssund og efterfølgende mistede livet.

Det har Retten i Hillerød afgjort, oplyser specialanklager ved Nordsjællands Politi Rikke Hald.

De to mænd er dømt for vold i forening og vold af særlig farlig karakter. Til gengæld er de blevet frifundet for vold med døden til følge, oplyser anklageren.

De to dømte har hele vejen gennem retssagen nægtet sig skyldige, og de har taget betænkningstid i forhold til, om domme skal ankes, siger Rikke Hald.

Fredag er det ikke muligt for anklageren at udtale sig yderligere om dommens indhold.

Episoden fandt sted en forårsnat i april 2023.

Her blev en 42-årig mand fra lokalområdet overfaldet omkring klokken 01.55 ved Spar 5 Bodega i Havnegade i Frederikssund.

Han blev senere erklæret hjernedød, og der blev efterfølgende slukket for respiratoren.

/ritzau/

London, 02/05/2025 - 15:30

Prins Harry taber appelsag om politibeskyttelse i Storbritannien

I 2020 besluttede indenrigsministerium, at prins Harry ikke får automatisk beskyttelse i Storbritannien.

Britiske prins Harry har ved en appeldomstol tabt en sag, som handler om, at prinsen ikke får automatisk politibeskyttelse på britisk jord.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Prins Harry, som i dag har titel af hertug af Sussex, trak sig fra sine officielle pligter i 2020. Han flyttede samtidig til Californien sammen med sin amerikanske hustru, Meghan.

Samme år besluttede det britiske indenrigsministerium, at prins Harry ikke automatisk får personlig politibeskyttelse på britisk jord.

Storbritanniens High Court, som svarer til en dansk landsret, afgjorde sidste år, at det var berettiget, da prinsen mistede retten til politibeskyttelse.

Men prins Harry fik tilladelse til at appellere afgørelsen, og det er den sag, som har kørt ved en appeldomstol.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 02/05/2025 - 09:00

Christopher er færdig med at gå glip af så meget i sine døtres liv

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den danske sanger Christopher udlevede drømmen om at tage på verdensturné, men undervejs opdagede han, at den ægte værdi ligger hjemme hos familien.

Christopher har altid sigtet efter stjernerne.

Da den danske sanger spillede hovedrollen i det globale Netflix-hit "A Beautiful Life", gik drengedrømmen om international succes og verdensturné i opfyldelse.

Det store filmhit fra 2023 sendte ham ud på en drømmerejse med koncerter i USA, Europa, Sydamerika og Asien. Men det trak ham samtidig væk fra sin kone og parrets to små døtre hjemme i Danmark.

- En af grundene til, at jeg har opnået alt det, jeg har, er på grund af mit drive. Det er på grund af min kompromisløshed, i forhold til at jeg vil gå glip af stort set alt, fortæller Christopher.

Han har ofret fødselsdage, forældrenes sølvbryllup og sågar sin egen polterabend for at gribe mulighederne i sin karriere.

- Men det er anderledes med mine børn, understreger han.

- Den tid får jeg aldrig igen. Det er ikke bare endnu en fest.

Hvis Christopher kunne gøre én ting om over de seneste år, ville det derfor være at have brugt mere tid hjemme med sin familie.

Sammen med sin kone, den danske model og influencer Cecilie Haugaard, havde han i forvejen datteren Noelle, da de i 2023 fik deres andet barn, Isabelle.

Blot to uger efter at han var blevet far for anden gang, tog Christopher afsted på verdensturnéen. Hans fravær har blandt andet betydet, at han har måttet se med igennem en skærm, mens datteren tog sine første skridt.

- Jeg er færdig med at gå glip af så meget i mine små døtres liv, siger den i dag 33-årige sanger.

Christopher har kigget ind i sig selv og kan nu mærke, at øjeblikkene med børnene er uvurderlige.

- Jeg får det ikke igen. Det er nu, det sker, og hvis jeg ikke er der, så misser jeg bare det tog.

Selverkendelserne og følelserne, der har fulgt ham over de seneste år, er lagt ind i albummet "Fools Gold", som udkommer 2. maj.

Det er opkaldt efter et mineral, som skinner ligesom guld, men som i virkeligheden ikke er noget værd.

- Jeg har meget længe gået efter det der store internationale gennembrud, og efter "A Beautiful Life" blev jeg smidt afsted på en verdensturné, fortæller Christopher.

Det var alt, den danske sanger og sangskriver havde drømt om, siden han var teenager. Han trådte speederen i bund og smedede, mens jernet var varmt, og sagde stort set ja til det hele.

- Jeg endte derfor også med at stå i nogle situationer, hvor jeg tænkte: "Hvorfor fanden har jeg ikke sagt nej til det her? Det er jo helt sindssygt!".

Kalenderen kunne ikke hænge sammen, energioverskuddet blev trukket tyndt, og savnet til det, der var hjemme i Danmark, voksede sig større og større. Han kom derfor undervejs på den store turné til at spørge sig selv:

- Hvorfor er det, at jeg lige nu oplever alt det, som jeg har drømt om, men det føles slet ikke, som jeg havde regnet med?

Følelsen af fortvivlelse kulminerede i december sidste år, hvor han i juletiden befandt sig i USA - langt væk fra familien.

- Jeg var træt. Jeg var mæt. Jeg var et sted, hvor jeg ikke kunne klare flere oplevelser, fortæller han.

Christopher måtte derfor trække i håndbremsen, rejse hjem til Danmark og aflyse den næste del af turnéen.

Der var brug for en pause.

Titlen er derfor en metafor for Christophers oplevelse med at få det, han altid har ønsket sig, for så at finde ud af, at den helt store gave i virkeligheden er familien derhjemme.

- Albummet er én lang dagbog. Det er en fortælling om, hvad jeg har oplevet, og hvad jeg har været igennem de sidste år. Det er et indblik i mit sind.

- Jeg har været forvirret, og jeg har været ked af det. Men jeg har også været helt oppe og flyve, og det har været fuldstændig euforisk, fortæller han.

- Bunden har føltes bundløs, og samtidig har toppen føltes, som om jeg står på toppen af Mount Everest.

Nu udkommer popstjernen med et nyt album og har mange koncerter i kalenderen - han er sikker på, at han fortsat kommer til at have travlt.

Men han øver sig på balancen og er overbevist om, at han aldrig kommer til at turnere på samme måde, som han gjorde i 2024.

- Men det er klart, at det kun bliver sværere og sværere at sige nej, i takt med at mulighederne bliver større, indrømmer han.

"Fools Gold" bliver det syvende album fra Christopher Nissen Haugaard, som er den danske sangers fulde navn. Hans debutplade, "Colours", udkom allerede tilbage i 2012.

Siden er han blevet en af Danmarks største popkunstnere med hits som "Told You So", "CPH Girls" og "Leap of Faith".

Hans succes har strakt sig langt ud over de hjemlige grænser, og han har blandt andet opbygget en stor fanskare i Asien, hvor han flere gange har været på turné.

Ud over at spille hovedrollen har Christopher selv lavet musikken til filmen "A Beautiful Life", og det bragte ham endnu et skridt opad karrierestigen.

- Jeg håber, at jeg kan fortsætte med den her opadgående kurve de næste ti år, fortæller den 33-årige sanger og fortsætter:

- Men jeg ved også godt, at hvis jeg siger nej til flere ting - som er det, jeg gerne vil - så ved man ikke, hvad der kommer til at ske.

- Alle artister når jo til et punkt i deres karriere, hvor det begynder at stagnere en smule. Det har det heldigvis ikke gjort for mig endnu. Men jeg ved jo ikke, om det ligger tre, fem eller ti år ude i fremtiden, siger Christopher.

Med den succes, Christopher har haft, siden han var 20 år gammel, erkender han, at det bliver svært, hvis det en dag går i stå.

- Det tror jeg, at det er for alle, der haft den fart på, som jeg har haft, og hvis det lige pludselig stilner af. Men jeg tror hellere, at jeg selv vil trække mig, end at folk bliver mætte, fortæller han.

- Så vil jeg hellere tage en pause og lave et eller andet form for comeback i stedet for bare at blive ved.

I den nærmeste fremtid vil der være rig mulighed for at opleve Christopher i sit hjemland.

Han har flere store danske festivaler på kalenderen til sommer, heriblandt Smukfest, Jelling Musikfestival, Nibe Festival og Tinderbox.

Albummet "Fools Gold" udkommer fredag 2. maj.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 02/05/2025 - 08:00

FAKTA: Regler for refusion

* Betingelserne for refundering af togbilletter kan variere fra land til land og selskab til selskab. Orientér dig på det pågældende jernbaneselskabs hjemmeside om, hvad du helt konkret skal gøre for at få refusion.

* Sørg altid for at gemme billetter og pladsbilletter samt at have helt styr på, hvornår dit tog skulle være ankommet, og hvornår det endte med at ankomme. 

* Hvis forsinkelsen gør det nødvendigt med en overnatning, kan du ud over kompensation for billetten også have ret til at få dækket indkvartering og måltider. Kontakt altid togselskabet for at høre, hvordan du skal forholde dig.

* Du har ikke ret til at få penge refunderet, hvis togets forsinkelser skyldes ekstreme vejrforhold eller pandemier.

Kilde: bogen "Togrejser for begyndere - på skinner mod nye eventyr" af Nanna Hyldgaard Hansen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 02/05/2025 - 08:00

Få penge tilbage for forsinkelser på den lange togrejse

Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix

Det er hverken besværligt eller tidskrævende at få kompensation for tabt tid på den lange togrejse gennem Europa, lyder det fra erfaren togrejsende.

Ekstra ventetid på perronen eller tog, der bare står stille eller slet ikke dukker op. På den lange togrejse ned gennem Europa opstår der nemt forsinkelser undervejs.

Men det, du taber i tid, kan du vinde tilbage i penge. Der er nemlig gode muligheder for at få refusion på billetten, hvis der går kuk i rejseplanen.

Det fortæller forfatter og foredragsholder Nanna Hyldgaard Hansen, der er en yderst erfaren togrejsende og netop har udgivet bogen "Togrejser for begyndere".

- Det er smart, så man kan lige så godt gøre det, siger hun.

Helt konkret har EU din ryg med nogle regler, der siger, at du får 25 procent af billetprisen tilbage, hvis din togafgang er mere end en time forsinket. Ryger du op over to timer, er du sikret en kompensation på 50 procent.

Du kan også være heldig at rejse med et jernbaneselskab, der giver kompensation ved en halv times forsinkelse.

Med interrail- og seniorinterrail-billetter gælder nogle særlige regler, men her har du også ret til at få penge tilbage, hvis dit tog er mere end en time forsinket. Du kan dog maksimalt få kompensation for halvdelen af interrailpassets pris.

Nanna Hyldgaard Hansen har selv gjort det til en vane at søge om refusion, hver gang et tog er forsinket. Proceduren er ifølge hende ret nem og hurtig, når først man kender til den.

For almindelige togbilletter går du typisk ind på jernbaneselskabets hjemmeside og udfylder en formular, hvor du vedhæfter en kopi af din billet. For interrailbilletter foregår det på hjemmesiden eurail.com.

- Det er også en god idé at tage et billede af afgangsskærmen på stationen, eller hvis man har en app på telefonen fra jernbaneselskabet, kan man tage et screenshot af forsinkelsen, fortæller Nanna Hyldgaard Hansen.

Hun anbefaler, at du sender anmodningen afsted hurtigst muligt efter hændelsen, da der ofte er en frist for, hvor lang tid efter du har mulighed for at klage.

Kompensationen lander efterfølgende på din konto helt automatisk, og du skal derfor ikke foretage dig mere, når først formularen er sendt af sted.

På den måde er du også hurtigt videre og kan koncentrere dig om din videre rejse. Ved forsinkelser er det som oftest ikke noget problem at bruge din billet på en senere afgang. Selv om du nemt kommer videre, har du dog stadig ret til at få penge tilbage, fordi du er blevet forsinket.

Hvis du allerede mens du sidder i toget, får at vide, at det bliver forsinket, anbefaler Nanna Hyldgaard Hansen dig at tage fat i personalet i toget.

- Få dem til at hjælpe dig. Måske ved de, om det næste tog holder og venter fem minutter, så du måske godt kan nå det alligevel, eller også kan de komme med bud på en anden rute, du kan tage. De vil tit gerne hjælpe, siger hun.

Det er dog hendes oplevelse, at du som oftest kommer fra A til B helt efter planen.

- Vi hører meget om forsinkelser. Jeg vil sige, at de fleste togrejser, jeg har været på i forbindelse med bogen, gik som planlagt. Så man kan sagtens opleve, at det bare kører, siger Nanna Hyldgaard Hansen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv