Hjørring, 02/07/2025 - 10:31
Sædvæske og dna-spor beviser ifølge anklager voldtægt af 13-årig pige
Anklager køber ikke tiltaltes forklaring om, at biologiske spor stammer fra frivillig sex dagen forinden.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der er flere beviser, der taler for, at en 13-årig pige blev voldtaget, før hun blev dræbt i Hjallerup i marts sidste år.
Sådan lyder det onsdag fra specialanklager Mette Bendix i Retten i Hjørring.
Her nærmer sagen om drabet på pigen i Hjallerup 11. marts sidste år sig sin afslutning.
En 19-årig mand, der var 17 år på gerningstidspunktet, har erkendt at han dræbte pigen bag ved byens varmeværk.
Det skete ifølge manden i frustration over, at pigen havde brudt et kæresteforhold til ham, og fordi det med hans egne ord ”slog klik".
Han nægter pure at have voldtaget pigen.
Men anklageren mener, at han lyver.
Hun hæfter sig ved, at der er fundet tegn på sædvæske flere steder på ofret. Sædvæske, der med største grad af sandsynlighed stammer fra den tiltalte.
Anklageren mener, at det understøttes af dna-spor fra ofret i tiltaltes underbukser og på hans penis.
Den tiltalte har forklaret, at han havde frivillig sex med pigen dagen før drabet. Det kan være forklaringen på de biologiske spor fra ham på pigen, lyder argumentet.
Men den forklaring køber anklageren ikke.
Hun henviser til, at pigen samme aften blev sendt i bad af sin far.
Desuden viser en video fra den tiltaltes telefon, at han angiveligt også var i bad efter den seksuelle akt.
Endelig peger omstændigheder omkring fundet af pigen ifølge anklageren på voldtægt.
Pigen blev fundet uden bukser på og kun iført bh, top og strømper. Hendes bukser og trusser blev fundet i en nærliggende container. Hun lå med spredte ben.
- Det giver da et billede af en pige, der blev udsat for et seksuelt overgreb. Et voldtægtsoffer, lyder det fra Mette Bendix.
Den tiltalte sidder ved siden af sin forsvarsadvokat, Mette Grith Stage. Han er iført en mørk polo og beige bukser.
Ud over drab og voldtægt er han tiltalt for usømmelig behandling af lig, voldtægt af en anden pige og vold og røveri mod to andre.
Han har erkendt langt hovedparten af forholdene med undtagelse af de to tilfælde af voldtægt.
Retten ventes at afgøre skyldsspørgsmålet torsdag. Der forventes endelig dom fredag.
/ritzau/