Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Odense, 18/08/2025 - 22:16

Zorniger om uacceptabel lussing: De dansede rundt om os

OB-træner Alexander Zorniger kalder sit holds indsats for uacceptabel efter 1-5 mod AGF.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fansene bakkede op, men holdet leverede ikke.

OB tabte mandag 1-5 til AGF på hjemmebane i Superligaen, og præstationen lod meget tilbage at ønske, mener OB-træner Alexander Zorniger.

- Det er uacceptabelt. Der var en situation omkring minut 17 eller 18, hvor (AGF-stopper Frederik, red.) Tingager bare driblede sig ud af vores pres. Det er en mand på to meter, der bare driblede op på midtbanen.

- Vi skal simpelthen forbedre os på de her dueller i hovedet, før vi kan vinde dem med benene på banen. De dansede bare rundt om os. Også om de erfarne spillere. Det bliver vi nødt til at få ændret på hurtigst muligt, siger tyskeren til TV 2 Sport X.

Ifølge ham er der meget at arbejde med frem mod lørdagens besøg hos FC København.

- Selvfølgelig handler det altid om helheden - cheftræneren, staben, spillerne, alle.

- Selvfølgelig skal vi se på alle detaljer. Hvordan forbereder vi kampen, og hvordan træner vi op til. Der er flere ting, vi skal lave om, siger Zorniger til Bold.

Fynboerne tabte i forrige runde 0-4 hos Vejle, men ligger trods alt nummer syv med de syv point, som holdet har hentet i sine andre tre kampe.

AGF har vundet sine to seneste kampe efter 3-2 hos mesterholdet FC København i seneste runde og ligger nu nummer fire efter FCK, Brøndby og FC Midtjylland.

/ritzau/

København, 22/08/2025 - 16:40

Retssag mod Gilli er blevet udsat

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Da der muligvis skal indkaldes flere vidner, er sag mod rapperen Gilli udsat. Han er tiltalt for skattesvig.

En retssag mod rapperen Gilli, der er tiltalt for skattesvig for omkring 3,3 millioner kroner, er blevet udsat.

Det oplyser Retten i Glostrup til Ekstra Bladet.

Sagen skulle egentlig for retten 1. september, men nu er den - efter aftale med forsvareren - udsat. Parterne skal undersøge behovet for at indkalde yderligere vidner, oplyser Københavns Vestegns Politi i en mail til avisen.

Gilli - med det borgerlige navn Kian Rosenberg Larsson - er tiltalt for mellem 2015 og 2018 at have givet urigtige eller vildledende oplysninger til Skat og unddraget det offentlige omkring 3,3 millioner kroner.

Hans advokat, Kaspar Bastian Lehmann, har tidligere oplyst, at han nægter sig skyldig i sagen. Han ønsker i øvrigt ikke at kommentere udsættelsen over for Ekstra Bladet.

Den succesfulde rapper har forsøgt at få nedlagt navneforbud i sagen, men både by- og landsret afviste tidligere på sommeren det ønske.

Gilli udgav sit første album, "Ækte Vare", i 2014 og var altså aktiv på den danske musikscene, da den angivelige skatteunddragelse fandt sted.

Siden er han blevet en af de største musikkunstnere herhjemme.

Sidste år toppede den 33-årige for sjette år i træk streamingtjenesten Spotifys liste over de mest streamede kunstnere i Danmark.

I juli 2021 var han den første danske solist, der rundede en milliard streaminger i Danmark.

Han står blandt andet bag hits som "Ibiza", "Reposado" og "Vai Amor".

På dette års Roskilde Festival spillede han på Orange Scene sammen med rapkollegaen Benny Jamz, ligesom Gilli stod på scenen til Grøn.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 22/08/2025 - 14:13

Sanne Salomonsen og D-A-D modtager hæderspriser

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix/Arkivfoto/Ritzau Scanpix

D-A-D og Sanne Salomonsen hyldes til september af Det Danske Rockakademi for deres aftryk på dansk rock.

Sanger og sangskriver Sanne Salomonsen samt rockbandet D-A-D modtager Det Danske Rockakademis to hæderspriser til september.

Det oplyser Det Danske Rockakademi i en pressemeddelelse.

- Sanne Salomonsen har gennem årtier været en institution i dansk rock og dannet grobund for en generation af håbefulde sangere rundt om i landet, lyder begrundelsen.

Hos D-A-D lægger rockakademiet vægt på bandets store koncertpræstationer i hele verden.

- De udgav sidste år det anmelderroste 13. album, "Speed of Darkness", efter deres specialudstilling på Nationalmuseet, hvor blot en del af deres danmarkshistorie blev fortalt, fremgår det af pressemeddelelsen.

Hvert år uddeler Det Danske Rockakademi to hæderspriser til udøvende kunstnere, som har sat et uomgængeligt aftryk på den danske musikscene, som det lyder på akademiets hjemmeside.

69-årige Sanne Salomonsen fik sin musikalske debut som teenager, hvorefter hun har været en del af Sneakers og Anne Linnet Band.

Som solist står hun bag store danske hits som "Kærligheden kalder" fra 1989 og "Jeg i' live" fra 2000.

D-A-D blev dannet i København under navnet Disneyland After Dark. Et navn, de måtte droppe af hensyn til Walt Disney-koncernen.

De står bag numrene "It's After Dark" fra 1986 og "Sleeping My Day Away" fra 1889. I 2024 kunne bandet med Jesper Binzer i spidsen fejre 40-års jubilæum.

Prisuddelingen kommer til at foregå 28. september i Amager Bio i København ved en koncert, hvor solister som Mads Langer, Burhan G og Birthe Kjær vil gå på scenen.

Derudover vil prismodtagerne også selv optræde, fremgår det af pressemeddelelsen.

Ud over at der skal overrækkes hæderspriser, bliver der også udråbt fem modtagere af Æresprisen: Lise Cabble, Birthe Kjær, Peter Ingemann, Flemming Rasmussen og Jørgen de Mylius.

Endeligt modtager C.V. Jørgensen Det Danske Rockakademis Specialpris.

Det Danske Rockakademi blev stiftet i 2003 af Peter Ingemann, Hans Otto Bisgaard, Peder Bundgaard, Leif Skov, Flemming Madsen, Torben Bille, Marie Frank, Jørgen Olsen og Anne Linnet for at sikre den rockmusikalske kulturarv.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 22/08/2025 - 10:00

FAKTA: Hvad er Robinsonlisten

* Du kan undgå uopfordrede, nye adresserede salgsreklamer og telefonopkald fra sælgere, hvis du registrerer dig på Robinsonlisten.

* Robinsonlisten er et register, som virksomheder skal tjekke, før de udsender reklamer med navn og adresse eller ringer forbrugere op. 

* Hvis du allerede har givet dit samtykke til, at en virksomhed må kontakte dig, kan du ikke tilbagekalde det ved at blive registreret på Robinsonlisten. I stedet skal du kontakte virksomheden direkte og tilbagekalde dit samtykke.

* Du kan tilmelde dig Robinsonlisten via borger.dk. Det er gratis.

* Der kan gå op til tre måneder, før din registrering på Robinsonlisten træder i kraft.

Kilde: borger.dk.

/ritzau fokus/

 

 

Læs Mere >>

København, 22/08/2025 - 10:00

Drop de dårlige undskyldninger til telefonsælgere

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Det kan være svært at komme af med en telefonsælger, der kontakter dig uanmeldt. Ekspert i retorik klæder dig på til at give en ordentlig afvisning.

Du kender det sikkert. Det brummer pludselig fra baglommen, og før du har nået at gøre dig de store overvejelser, bukker du under for nysgerrigheden og tager opkaldet fra det ukendte nummer.

Nu sidder du for enden af et salgspitch fra en ivrig telefonsælger. Du ved allerede, at du ikke er interesseret i at købe noget. Men du har svært ved at sige fra.

Pernille Østen, der er retorisk rådgiver hos rådgivningsvirksomheden Rhetor, hjælper dig med, hvordan du slipper ud af den akavede situation på en ordentlig måde, og hvad du absolut ikke må gøre.

- Mange af os er opdraget til at være høflige og imødekommende. Men når nogen træder ind i vores private sfære, både telefonisk og fysisk, og vi ikke er forberedte på det, står vi i et dilemma: Vi vil gerne sige nej, men vi vil også gerne være venlige.

Det er dette spændingsfelt, der gør situationen akavet, siger hun.

Først skal du beslutte et mål.

- Det handler grundlæggende om, hvad du ønsker at opnå. Vil du bare have fred hurtigt? Eller vil du også sikre, at samtalen efterlader jer begge med selvværdet intakt? Retorisk set er det to forskellige strategier, som heldigvis nemt kan forberedes, inden man står i situationen igen, siger hun.

Det handler om at kende dine retoriske muligheder, lyder det fra Pernille Østen.

- Hvis man gerne vil lukke samtalen hurtigt, er det helt legitimt. Det er en præmis, som sælgeren er indforstået med.

- Mit råd er at bruge faste vendinger, der bygger på dine værdier. Det kunne for eksempel være,"jeg takker aldrig ja til tilbud i telefonen", eller "jeg tager kun imod tilbud skriftligt". På den måde kan du gentage dit princip, hvis det bliver nødvendigt, siger hun.

Jo flere gange, man har formuleret et klart og gennemprøvet afslag, desto mere naturligt bliver det. Pernille Østen understreger, at det er afgørende at stå fast på sine principper.

Det vigtigste er, at man ikke kommer med dårlige undskyldninger til sælgeren.

- Mange siger for eksempel, at det er et dårligt tidspunkt at tale på, selv om de egentlig ikke er interesserede.

- Det signal åbner ofte for spørgsmål som "Hvornår kan jeg så ringe igen?" og bliver derfor mere en invitation til at fortsætte samtalen end en reel afslutning, siger hun.

Foregår salgssituationen i en fysisk butik eller på gaden, kan det være sværere, fordi vi spejler os i hinanden, forklarer hun.

- Vi aflæser kropssprog og mimik, og det gør det sværere at sige fra, fordi vi ikke blot vurderer argumentet, men også personen. Derfor opleves det som mere grænseoverskridende at sige nej i en fysisk salgssituation end i en digital, siger hun.

Pernille Østen plejer bare at smile, for man skal huske, at sælgeren er et rigtigt menneske, mener hun.

- Man kan godt være venlig og konsekvent samtidig, siger hun.

Hun påpeger, at det netop handler om at tage ejerskab over sin kommunikation og vise respekt uden at gå på kompromis med sin beslutning.

På den måde fastholder man sin integritet og undgår unødvendig konflikt.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek