Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/04/2025 - 10:02

Visma fastholder Vingegaards forberedelse til Touren

Jonas Vingegaard styrtede i Paris-Nice og udgik med en hjernerystelse. Hans næste løb bliver Dauphiné i juni.

Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Jonas Vingegaard er tilbage på toppen efter sit styrt i Paris-Nice og holder fast i den allerede fastlagte plan frem mod sommerens Tour de France. Han skal dermed kun køre Critérium du Dauphiné i midten af juni inden Touren.

Det skriver hans hold, Visma, på sin hjemmeside.

Danskeren styrtede og udgik af Paris-Nice i marts med en hjernerystelse. Han missede samtidig etapeløbet Catalonien Rundt, der ellers også var en del af sæsonplanen.

- Der er nu fuldt fokus på Tour de France. Forberedelserne er virkelig begyndt. Jeg har ikke længere problemer efter hjernerystelsen eller andre fysiske problemer, siger Vingegaard til Vismas hjemmeside.

- Jeg var rigtig uheldig, at jeg ikke kunne gennemføre Paris-Nice og samtidig missede Catalonien Rundt. Men nu træner jeg uden problemer og vil snart tage i højdetræningslejr.

Der har ellers været spekulationer om, at Vingegaard ville tilføje andre etapeløb til sin forberedelse for at få flere løbskilometer i benene. Hans sportsdirektør, Grischa Niermann, var i starten af april også åben for den mulighed, men det bliver altså ikke aktuelt.

- Jeg har ikke kørt mange løb i år, så jeg er ivrig efter at komme i gang igen. Det gælder både for Critérium du Dauphiné og selvfølgelig Tour de France. Men først skal jeg i højdetræningslejr for at komme i form. Efter det vil jeg prøve at vinde begge løb, siger danskeren til Vismas hjemmeside.

- Jeg har i denne uge været i vindtunnel i Aalborg. Vi forberedte os på Tour de France og fokuserede på min position på cyklen. Det er vigtigt at arbejde på det og ikke efterlade noget til tilfældighederne.

Critérium du Dauphiné, som altså bliver Vingegaards næste løb, køres fra 8. til 15. juni. Det forventes også, at Tadej Pogacar stiller til start i løbet.

/ritzau/

København, 26/04/2025 - 08:00

64-årige Jesper Asholt elsker at surfe: Man er så meget i nuet

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Skuespiller Jesper Asholt flyttede for et par år siden til Hundested, hvor han kan nyde naturen og ikke mindst dyrke sin surfinghobby.

Når Jesper Asholt vender tilbage til serien "Hvide Sande", er byens strande og havvandet ikke helt uvante omgivelser for skuespilleren.

For et par år siden flyttede Jesper Asholt nemlig selv fra Værløse til havnebyen Hundested for at få et skift, efter at et langt ægteskab endte i skilsmisse.

- Det gjorde jeg for at komme tættere på vandet, fordi jeg altid har windsurfet, og jeg ville også gerne blive bedre til at kitesurfe. Jeg elsker naturen og vandet, fortæller Jesper Asholt og fortsætter:

- Det har bare været ligesom at komme hjem, for det er simpelthen så hyggeligt. En af mine gamle surfingkammerater bor der også.

Jesper Asholt er 64 år og har surfet, siden han var 18. Det er en aktivitet, som har betydet meget for ham gennem livet.

- Det er en frihed, og det er nærmest ubeskriveligt at sejle på de her kæmpe bølger. Man er så meget i nuet, så uanset hvad man tænkte på inden, så er det fuldstændig væk, når man kommer ind til land igen, fortæller han.

På trods af at han er blevet ældre, har det ikke været noget problem at fortsætte sin hobby.

- Jeg har bevidst prøvet at holde mig i så god form som muligt. Så har jeg købt lettere udstyr, så jeg kan fortsætte i flere år. Men jeg er i rimelig god form, siger Jesper Asholt.

For nylig har han også fundet kærligheden igen. I marts fortalte han til Se og Hør, at han er blevet kærester med Birgitte, som er uddannet kok og pædagog.

Siden 1990'erne har man kunnet se Jesper Asholt i film som "Mifunes sidste sang", "Blinkende lygter" og adskillige Far til Fire-film.

Og særligt på de skrå brædder har Jesper Asholt udmærket sig, hvor han har stået på scener over hele landet.

På tv har man kunnet se ham i serier som "Nikolaj og Julie", "Badehotellet" og altså "Hvide Sande".

I sidstnævnte genindtager han sin rolle fra første sæson som Peter, der går fra at være den lokale politibetjent til at være fængselsfange bag tremmer.

Selv var han overrasket, da han fik at vide, at Peter, som lige var blevet taget i en mordsag, fortsat skulle have en rolle i sæson to af "Hvide sande".

- Jeg troede ikke rigtig på det, da de sagde, at de havde skrevet mig ind i manuskriptet. Jeg sagde: "Det skal jeg se, før jeg tror på det", fortæller Jesper Asholt.

Men rigtigt nok var karakteren igen med i serien, der ellers har spritnye hovedroller i sæson to, som ruller over skærmen med seks nye afsnit.

Afsnittene udkommer hver søndag på TV 2 og TV 2 Play.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 25/04/2025 - 16:00

Eurovision tillader EU-flag og palæstinensiske flag blandt publikum

Leonhard Foeger/Reuters

Eurovision tillader flere flag blandt publikum. Dansk deltager må lade færøsk flag blive hjemme.

Tilskuerne til årets Eurovision i Schweiz må gerne vise blandt andet palæstinensiske flag, EU-flag og regnbueflag, når konkurrencen løber over skærmen til maj.

Det fremgår af showets nye flagpolitik, som DR har set.

Sidste år måtte man kun flage med de deltagende landes flag og regnbueflag.

Men deltagerne får ikke de samme rammer, som publikum i salen gør.

Det betyder ifølge DR, at den danske Grand Prix-deltager Sissal, som kommer fra Færøerne, ikke må flage med det færøske flag.

Den danske delegation må kun bruge Dannebrog.

I et skriftligt svar til DR siger DR's programansvarlige for Eurovision, Erik Struve Hansen, at man overholder reglerne.

- Det betyder, at der kan være side-effekter, som her, hvor det ikke er muligt for os at vifte med et færøsk flag sammen med Dannebrog. Det må vi så overlade til fansene i salen – og så giver vi den gas med Dannebrog, siger han.

Mediet ESC Extra skrev efter konkurrencen i 2024, som blev afholdt i Sverige, at flagpolitikken var blevet håndhævet strengere end sædvanligt

Det skyldtes de øgede geopolitiske spændinger, lød det dengang. Op til sidste års show var Israels deltagelse til heftig debat.

Af den nye flagpolitik fremgår det ifølge DR, at politiske budskaber skal undgås, men at værtslandet Schweiz sætter høj værdi i ytringsfrihed.

Publikum må derfor tage alle flag med, som ikke strider imod schweizisk lov.

Til DR siger Sissal, at det ikke er noget, som fylder meget for hende. Men hvis hun selv havde kunnet bestemme, ville hun gerne have haft både det færøske og det danske flag med.

Den danske deltager Sissal optræder med sangen "Hallucination". Hun skal synge for en finaleplads i programmets anden semifinale 15. maj.

Kvalificerer hun sig til finalen, skal hun på scenen igen 17. maj.

Danmark har ikke været med i finalen siden 2019.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 26/04/2025 - 10:00

FAKTA: Redskaber til maling af træværk

* Til at male træværket skal du bruge følgende:

* Fugtmåler.

* Afrensningsmiddel eller svampebekæmpende middel, hvis der er kommet alger på træværket.

* En spand og en stiv skrubbe.

* Sandpapir eller limskraber. Hvis det drejer sig om store overflader, kan en slibemaskine også være nyttig.

* Trægrunder.

* Pensler.

* Træbeskyttelse.

* Arbejdshandsker og eventuelt en støvmaske til, når du sliber, hvis du bliver eksponeret for meget støv.

* Afdækningsplast eller pap til at dække af, da træbeskyttelse kan give grimme pletter på fliserne.

Kilde: Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 26/04/2025 - 10:00

Temperaturen afgør om du skal svinge malerpenslen i maj

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

I maj kan man finde malertøj og malerbakke frem på grund af det gode vejr. Det skal dog ikke være en invitation til konstant åbne vinduer.

Maj måned er kendt for sin overgang fra forår til sommer. Dagene er længere, og solen viser sig oftere.

Det er også en ideel måned til at finde det gamle tøj og malerbakken frem. Det varmere vejr er nemlig en god anledning til at gå i gang med at male træværket, så du ikke får dårlig samvittighed over, at malingen skaller.

Det fortæller Tine Sode, som er fagekspert i huseftersyn og forsikring hos Videncentret Bolius.

Det gælder træ ved både vinduer, vindskeder, sternbrædder, udhænget og gavlen.

- Temperaturen begynder i maj at være god nok til at male. Det skal gøres cirka hvert femte til syvende år. Hvis man synes, at det kan være for meget at male hele huset, kan man dele det op, så kommer man nok igennem det hele i løbet af syv år, inden man starter igen, siger hun med et smil.

Murværket kan muligvis også males i slutningen af maj. Man skal dog være opmærksom på temperaturerne, inden man går i gang med murværket.

- Der skal være mindst ti grader døgnet rundt, hvis man skal male murværk. Det er en anden maling end den, man bruger til træværk, siger hun.

Når man vælger maling, er det vigtigt, at man ved, hvilken type maling der allerede er på facaden, fortæller Allan Brohus, som er kontorchef hos Danske Malermestre.

- Ved en pudset facade findes der flere forskellige malerprodukter, og når du skal vælge din maling, afhænger det meget af, hvad der er blevet behandlet med før, siger han og fortsætter:

- Det samme gælder udvendigt træværk, hvor man også helst skal have samme type, som sidst er blevet brugt. Gerne en vandig træbeskyttelse med et højt olieindhold.

Inden du begynder at male facaden, skal du undersøge, om overfladen er klar til at blive malet.

- Den skal være ren og tør. Det vil sige, at man skal fjerne snavs og slibe løs maling væk. Nogle gange skal man kun rengøre småting, og andre gange skal man rense næsten det hele, siger han.

Selv om det kan være fristende at male og samtidig få lidt kulør fra solen, anbefaler Allan Brohus det ikke.

- Helt grundlæggende er det en dårlig idé at male i direkte sol, siger han.

Varmen fra solen kan nemlig påvirke, hvor godt malingen sætter sig på overfladen.

Det gode vejr giver også anledning til at have vinduerne åbne dagen lang. Men det skal man ikke gøre, da det kan påvirke husets indeklima, fortæller Tine Sode.

- Man skal kun lufte ud et par gange om dagen i op til ti minutter. Man skal ikke sove med åbent vindue, selv om det kan være dejligt, siger hun og fortsætter:

- Det giver en nedkøling af konstruktionerne inde i soveværelset, når man ligger og sover, så udånder man varm og fugtig luft, der rammer de kolde vægge. Det giver kondens, og så kommer der skimmel.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek