Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 19/05/2026 - 00:51

11 personer frihedsberøvet efter propalæstinensisk demonstration

Demonstranter satte sig på Knippelsbro i København mandag aften og spærrede for trafikken.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

11 personer er blevet frihedsberøvet af politiet efter en propalæstinensisk demonstration mandag aften i København.

Det oplyser vagtchef Anette Ostenfeldt fra Københavns Politi.

Demonstranterne skulle gå fra Nørreport til Udenrigsministeriet på Christianshavn, men da de nåede Knippelsbro, satte flere sig på vejen og spærrede for trafikken.

- De fik et påbud om, at de skulle flytte sig. Det ønskede de ikke, siger Anette Ostenfeldt, som tilføjer, at 11 personer derfor blev taget med af politiet.

- De er hos os lige nu, og så skal de sigtes og afhøres og bliver derefter løsladt, tilføjer hun.

Politiet fik anmeldelsen om, at demonstranterne spærrede trafikken på Knippelsbro lidt efter klokken 21 mandag aften.

Omkring 100 personer var en del af demonstrationen, da den begyndte ved Nørreport, vurderer Københavns Politi.

Knippelsbro er en klapbro i København, der forbinder Børsgade på Slotsholmen med Christianshavn, hvor Udenrigsministeriet holder til.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek