Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/08/2026 - 06:46

Enhedslisten: Lavere moms på mad er afgørende for regeringens liv

Enhedslisten vil ikke acceptere, at lavere fødevaremoms erstattes af andre forslag. Aftalen skal gennemføres.

Af: /ritzau/

Lavere moms på fødevarer er så vigtig for støttepartiet Enhedslisten, at regeringens liv afhænger af, at forslaget bliver gennemført.

Hvis det ikke sker, er regeringens liv i fare, siger politisk ordfører Pelle Dragsted til Børsen.

- Det er ikke en trussel. Det er et faktum, siger Dragsted.

- Hvis den her regering skal blive en succes, så skal den lade være med at prøve at løbe om hjørner med Enhedslisten, fordi den jo vågner om morgenen og er afhængig af vores mandater.

Regeringsgrundlaget lægger op til at halvere momsen på fødevarer og helt fjerne momsen på frugt og grønt.

Ifølge et svar fra Skatte- og Vækstministeriet vil forslaget koste 17,4 milliarder kroner om året.

Forslaget har mødt hård kritik fra økonomer, som blandt andet advarer om, at det er en dyr og ineffektiv måde at hjælpe borgerne på.

Kritikken går videre på, at lavere moms ikke nødvendigvis slår fuldt igennem i lavere priser, men kan ende som højere indtjening hos virksomheder.

Men Enhedslisten afviser kategorisk at erstatte forslaget med andre løsninger.

Dragsted kalder moms på fødevarer for en uretfærdig skat, fordi den rammer personer med lave indkomster hårdere end personer med høje indkomster.

Han retter en bredside mod de økonomer, der har kritiseret forslaget, og siger, at der i Danmark er "mainstreamøkonomer", hvis regnemetoder ligner hinanden meget.

Han anerkender dog, at der kan være administrative byrder forbundet med differentieret moms.

RITZAU

TjekDet - faktatjek