Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Rabat, 14/05/2026 - 01:03

Den sidste forsvundne amerikanske soldat fundet død i Marokko

Ligene af to amerikanske soldater - en mand og en kvinde - er fundet i Marokko, efter at de forsvandt.

Af: /ritzau/

Et eftersøgningshold har fundet liget af den sidste amerikanske soldat, der den 2. maj forsvandt under en øvelse i Marokko.

Det oplyser det amerikanske militærs kommandoenhed i Afrika (Africom) i et opslag på det sociale medie X.

Marokkos royale væbnede styrker skriver samtidig på X, at liget af soldaten blev fundet tirsdag ved en stejl skrænt i området efter en intensiv eftersøgningsindsats.

Soldater fra USA og Marokko iværksatte en større eftersøgning, da to amerikanske soldater - en mand og en kvinde - den 2. maj forsvandt i øvelsesområdet Cap Draa, som ligger nær byen Tan Tan i det sydvestlige Marokko.

Det skete under den fælles militærøvelse "African Lion". Øvelsen samler soldater fra USA, det afrikanske kontinent, Nato og allierede lande til øvelser i det nordlige og vestlige Afrika.

Natten til mandag oplyste det amerikanske militær, at man havde fundet liget af den første amerikanske soldat i havet og bjærget hans lig nær en skrænt i Cap Draa.

En unavngiven embedsmand fra det amerikanske militær sagde søndag aften til nyhedsbureauet AFP, at soldaterne muligvis var faldet i havet, og der formentlig var tale om en ulykke.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek