Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Køge, 27/07/2024 - 05:59

Betjente fanger 18-årig i Audi A4 efter 32 kilometers biljagt

En 18-årig er blevet anholdt efter en 32 kilometer lang biljagt, som sluttede i en skov syd for Køge.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 18-årig mand formåede at undslippe politiet over en strækning på 32 kilometer, inden han blev fanget og anholdt i en skov syd for Køge på Sjælland.

Det oplyser Michael Hymøller, som er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, tidligt lørdag morgen.

Den 18-årige er blevet anholdt og vil formentlig blive sigtet for vanvidskørsel. Politiet har lavet målinger af hans topfart, men de skal stadig verificeres.

Hymøller forklarer, at den 18-årige ikke havde førertilladelse, hvorfor han formentlig var så ivrig for at slippe væk fra politiet.

Over en strækning på 32 kilometer jagtede betjentene ham fra omkring Ringsted til en skov syd for Køge, hvor han og to passagerer steg ud af bilen og forsøgte at slippe afsted til fods.

Det endte dog med en "god koordineret politiindsats", siger Michael Hymøller.

Politiets hundepatrulje fik nemlig indfanget den 18-årige mand, som nu er i politiets varetægt.

Politiet har desuden beslaglagt mandens bil, en Audi A4 af ældre årgang, med henblik på konfiskation. Politiet kan konfiskere en bil og sælge den på auktion, hvis han bliver dømt for vanvidsbilisme.

Bilens to passagerer blev kortvarigt anholdt, men blev løsladt igen, da det stod klart, hvem der var bilens fører.

/ritzau/

Tyler, 08/09/2024 - 01:07

Lyrikeren bag My Heart Will Go On og Tears In Heaven er død

Vince Bucci/Ritzau Scanpix

Will Jennings, som er medforfatter til kæmpehits fra Céline Dion og Eric Clapton, er fredag død som 80-årig.

Den amerikanske sangforfatter Will Jennings, som er medforfatter til en række kæmpehits fra blandt andet Céline Dion og Eric Clapton, er fredag død i en alder af 80 år efter længere tids dårligt helbred.

Det oplyser sangforfatterens læge til det amerikanske underholdningsmedie The Hollywood Reporter.

Jennings, som er døbt Wilbur Herschel Jennings, døde i sit hjem i Tyler i den amerikanske delstat Texas, kun cirka en halv times kørsel mod vest fra Kilgore, hvor lyrikeren voksede op.

Jennings skrev i løbet af sin karriere for flere store musikere.

I 1990'erne skrev han sammen med Eric Clapton "Tears In Heaven" til filmen "Rush".

Sangen vandt en Grammy for Årets Sang.

I 1990'erne var han også med til at skrive Celine Dions "My Heart Will Go On", som blev udødeliggjort i filmen "Titanic", hvor Leonardo Di Caprio og Kate Winslet spillede et ungt forelsket par om bord på det synkende skib.

Han er også manden bag teksten til Barry Manilows hitsang "Looks Like We Made It".

Ud over det har han skrevet sange for et hav af kunstnere som Whitney Houston, B.B. King, Mariah Carey, Jimmy Buffett, Joe Sample, Rodney Crowell og Roy Orbinson, skriver The Hollywood Reporter.

Inden Jennings for alvor fik succes i underholdningsindustrien underviste han på en række universiteter i USA, blandt andet Austin State University og University of Wisconsin-Eau Claire.

Han efterlader sig sin hustru, Carole, og sine søstre Joyce og Gloria.

/ritzau/

Læs Mere >>

Lido, 07/09/2024 - 21:33

Spansk film med dansk skuespiller vinder Den Gyldne Løve i Venedig

Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix

Danske Alex Høgh Andersen spiller med i "The Room Next Door", som lørdag vinder Den Gyldne Løve i Venedig.

Dramafilmen "The Room Next Door" vinder lørdag aften prisen for bedste film i hovedkonkurrencen ved filmfestivalen i Venedig.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den danske skuespiller Alex Høgh Andersen medvirker i filmen, som er instrueret af den spanske mesterinstruktør Pedro Almodóvar.

Filmstjernerne Tilda Swinton, Julianne Moore og John Turturro har også roller i "The Room Next Door".

Filmen handler om en mor og en datter, der mister kontakten til hinanden på grund af en misforståelse med deres fælles ven i midten.

"The Room Next Door" er Pedro Almodóvars første engelsksprogede film.

Den 74-årige instruktør, som også er manuskriptforfatter, har vundet en række priser gennem sin lange karriere - heriblandt en oscarpris for sin film "Alt om min mor" fra 1999, skriver Reuters.

Tidligere på ugen fik "The Room Next Door" premiere under filmfestivalen i Venedig, hvor den fik 18 minutters klapsalver.

Under sin takketale lørdag aften fremhæver Pedro Almodóvar skuespillerne Tilda Swinton og Julianne Moore for deres roller i filmen.

- Denne pris tilhører virkelig dem. Det er en film om to kvinder, og de to kvinder er Julianne og Tilda, lyder det fra den spanske filminstruktør.

Under filmfestivalen vandt den australsk-amerikanske filmstjerne Nicole Kidman prisen for bedste kvindelige skuespiller for sin medvirken i "Babygirl".

Lørdag var hun i Venedig, men deltog ikke i prisuddelingen. Det skyldes, at hendes mor døde uventet, skriver Reuters.i

Prisen for den bedste mandlige skuespiller gik til franske Vincent Lindon for hans rolle i "The Quiet Son".

/ritzau/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek