København, 16/04/2025 - 05:00
Kommuner med mange ældre over 60 år vokser
I en række kommuner bliver der hastigt flere ældre i forhold til de unge, der skal forsørge og passe dem.
Af: /ritzau/
En stadigt mere gråhåret befolkning og færre børn vil i løbet af de kommende år ændre danmarkskortet radikalt.
Om 20 år er 31 procent af den danske befolkning over 60 år, og de ældre er stærkt ujævnt fordelt.
I 14 kommuner vil op mod halvdelen af borgerne således være over 60 år.
Det viser beregninger i bogen "Danmark går i gråt" om de samfundsøkonomiske konsekvenser af en aldrende befolkning i Danmark.
Den er skrevet af Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, og Jan Rose Skaksen, forskningschef i Rockwool Fonden.
Unge danskere trækker uanset fødested i stor stil mod København, Aarhus, Odense, Aalborg og trekantsområdet.
Her ligger de store uddannelsesinstitutioner, og jobmulighederne er mange. Og de unge bliver der.
Det efterlader kommunerne længst væk fra storbyerne stadigt mere grå i toppen.
Samtidigt vil danskerne over 80 år i 2045 udgøre 9 procent af befolkningen mod 5 procent i dag.
- I den alder begynder mange også at trække markant meget hårdere på sundhedssektoren og ældreplejen. Det er det, det kaldes dobbeltaldringen.
- Det handler ikke mere om at være grå i toppen. Men at stadigt flere kommer til skulle gå med rollator, siger Jan Rose Skaksen.
Samfundseffekten forstærkes af, at der i dag og i de kommende år er mindre ungdomsårgange sammenlignet med babyboomerne født efter 2. verdenskrig og frem til starten af 1960'erne.
- Voksende ældrebefolkning har hidtil været et ø-fænomen. Men om bare 20 år er det noget, der vil præge en stribe af de kommuner, der ligger langt fra storbyerne, siger Jan Rose Skaksen.
Han forventer, at det vil ændre mange mindre lokalsamfund.
- Når der bliver flere ældre i samfundet, smitter det af på både kommunens økonomi, arbejdsmarked og boligmarked samt kulturliv. Lokalpolitisk set bliver de mange ældre også en magtfuld vælgergruppe, som kan sætte et tungt præg på lokale politiske prioriteringer, siger han.
/ritzau/