København, 06/04/2026 - 13:59
To personer mister livet i lavine i Hemsedal
Fire personer har mandag været involveret i en lavine i Hemsedal. To personer er omkommet i sneskreddet.
Orn E. Borgen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
To personer har mistet livet i forbindelse med en lavine i Hemsedal i Norge.
Det skriver det norske medie VG.
Norsk politi modtog anmeldelse om sneskreddet klokken 11.10, hvor fire personer var involveret. En blev meldt savnet.
En time efter lød det, at vedkommende var fundet, og at livreddende nødhjælp var i gang.
- Redningspersonel er ankommet til skredområdet. Der er redegjort for de fire involverede. Skadesomfanget er uafklaret, og der er gang i livreddende førstehjælp, lød det fra operationsleder Roger Aaser ifølge NTB.
Det er uklart, i hvilket omfang de to sidste personer er kommet til skade i forbindelse med hændelsen.
Politiet oplyser dog til NRK ifølge TT, at der fortsat pågår livreddende førstehjælp.
Alder og nationalitet på de omkomne er ikke oplyst. Det er heller ikke oplyst, om der er tale om personer, som er vant til at færdes i fjeldet, skriver NRK.
Sneskreddet skete i området Halsane, der ligger i Hemsedal, som er et populært skiområde for blandt andet mange danske borgere.
Ifølge skisport.dk har Hemsedal hvert år en million gæster, hvoraf hver fjerde kommer fra Danmark.
Der blev mandag udsendt et orange farevarsel i Hallingdal, som betyder, at der har været stor risiko for sneskred i området anden påskedag.
Af varslingstjenesten varsom.no fremgår det, at personer opfordres til at undgå områder, hvor sneen samler sig for eksempel bag bakker, da det kan udløse laviner.
Det er uklart, om der er fare for nye skred i området, siger Roger Aaser til NRK.
Til NTB lyder det, at både rednings- og lægehelikoptere har været sendt i luften i forbindelse med eftersøgningen.
Der har også været udsendt et varsel til frivilligorganisationer, som beskæftiger sig med eftersøgning og redning.
/ritzau/




