København, 12/05/2025 - 17:53
Novo ser frem til at få mere viden om Trumps sænkning af medicinpriser
Novo Nordisk mener, at amerikanere skal have adgang til medicin til lavere priser, oplyser medicinalgiganten.
Tom Ittle/Reuters
Af: /ritzau/
Novo Nordisk mener - ligesom USA's præsident, Donald Trump - at amerikanerne har brug for adgang til medicin til bedre priser.
Sådan lyder det fra medicinalgiganten i et skriftligt svar til Ritzau mandag eftermiddag, efter at Trump har underskrevet et dekret om medicinalpriser.
- Vi vil fortsætte med at engagere os med beslutningstagere for at udvikle og implementere mere effektive løsninger. Vi ser frem til at lære mere om de tiltag, der blev diskuteret af administrationen i dag, og hvordan de vil fungere inden for det nuværende amerikanske sundhedssystem, lyder det fra Novo.
Helt konkret skal dekretet "bringe priserne, som amerikanerne betaler for receptpligtig medicin, på linje med dem, som andre lande betaler".
På et pressemøde mandag eftermiddag dansk tid i forbindelse med underskrivelsen af dekretet lød det fra Trump, at priserne på medicin i USA kan blive reduceret med mellem 59 og 80 procent og helt op til 90 procent.
Trump nævnte direkte præparatet Ozempic, som Novo Nordisk står bag.
Han langede ud efter Ozempic, som ifølge præsidenten koster op mod ti gange så meget i USA.
Af dekretet fremgår det, at der vil blive "etableret en mekanisme", så man kan købe medicin uden om mellemmænd.
I USA fungerer det sådan, at såkaldte pharmacy benefit managers (PBM) står for indkøb af medicin til en lang række sundhedsforsikringer.
De kræver i den forbindelse store rabatter af medicinalvirksomhederne for at inkludere deres medicin i disse ordninger.
Da nogle af disse mellemmandsselskaber er ejet af sundhedsforsikringerne selv, havner en stor del af de op mod 75 procent rabat, som de forhandler sig frem til, andre steder end i patienternes lommer.
Netop det system pegede Novo Nordisks administrerende direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, på ved en høring i USA i efteråret 2024.
Her skulle han forklare, hvorfor den danske medicinalgigants amerikanske listepriser er så høje.
- Mens de rabatter, som vi betaler til PBM'erne og sundhedsforsikringerne som en procentdel af omsætningen, er steget dramatisk hen over de seneste 10 år, har det ikke resulteret i en tilsvarende reduktion af den pris, som patienterne betaler på apoteket, stod der i et skriftligt indlæg.
Indlægget havde Novo Nordisk sendt til den komité i Senatet, som stod bag høringen.
/ritzau/