Teheran, 12/03/2026 - 15:19
Irans nye leder advarer om angreb på USA's militærbaser
Mojtaba Khamenei udtaler sig for første gang offentligt, siden han blev udpeget som Irans øverste leder.
Hamed Jafarnejad/Reuters
Af: /ritzau/
USA skal straks lukke sine militærbaser i Mellemøsten, siger Irans øverste leder, Mojtaba Khamenei, og advarer om, at Iran vil angribe baserne.
Advarslen kommer i Mojtaba Khameneis første offentlige udtalelse, efter at han blev udpeget som Irans øverste leder.
Udtalelsen bliver læst op på iransk stats-tv, skriver Reuters.
Det er uklart, om Khamenei taler om alle amerikanske militærbaser i Mellemøsten, eller om han taler om de baser, der ligger i regionen omkring eksempelvis Den Persiske Golf.
Khamenei siger samtidig, at Hormuzstrædet skal forblive lukket som en måde at lægge pres på "fjenden".
Hormuzstrædet ligger mellem Iran og Oman. Farvandet er afgørende for transport af olie og gas ud af staterne omkring Den Persiske Golf.
Under den igangværende krig i regionen har Hormuzstrædet i praksis været lukket for skibstrafik på grund af risikoen for angreb.
Revolutionsgarden i Iran har erklæret, at den har kontrollen over strædet.
Lukningen af strædet har sendt oliepriserne i vejret, fordi mængden af olie, der kommer ud af Mellemøsten, er blevet kraftigt reduceret.
Den 56-årige Mojtaba Khamenei blev udpeget som Irans øverste leder søndag. Han efterfølger sin far, ayatollah Ali Khamenei, på posten.
Ali Khamenei blev dræbt i et israelsk angreb på Teheran 28. februar.
Iran vil ifølge Mojtaba Khamenei ikke afholde sig fra at gengælde angrebene på de iranske "martyrer", der er blevet dræbt.
- En begrænset del af denne hævn har indtil videre taget konkret form, men indtil det er fuldstændigt opnået, vil denne sag forblive blandt vores prioriteter, siger Khamenei i udtalelsen ifølge AFP.
Foruden den nu afdøde ayatollah Khamenei er flere andre medlemmer af Khamenei-familien samt flere højtstående personer blandt andet fra det iranske militær blevet dræbt i amerikanske og israelske angreb.
Mojtaba Khamenei blev selv såret i et angreb.
Iran har svaret igen med angreb på Israel og på en række arabiske lande, hvor USA har militærbaser.
/ritzau/




