Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/08/2024 - 12:00

BLÅ BOG: Grev Nikolai

Af: Af Silja Petri, Ritzau Fokus

* Grev Nikolai er født 28. august 1999 på Rigshospitalet. Han blev døbt Nikolai William Alexander Frederik 6. november samme år i Fredensborg Slotskirke.

* Han er søn af prins Joachim og grevinde Alexandra, der også er forældre til grev Felix.

* Hans forældre blev skilt i 2005.

* Siden har prins Joachim giftet sig med prinsesse Marie, og de har sammen fået børnene grev Henrik og komtesse Athena, som dermed er grev Nikolais halvsøskende.

* Nikolai gik på privatskolen Krebs' Skole i København fra børnehaveklassen til 9. klasse, hvorefter han fortsatte i 10. klasse som kostelev på Herlufsholm i Næstved. Det var også her, at han i 2018 fik sin studentereksamen.

* Efter gymnasiet påbegyndte han Hærens Sergentuddannelse i Varde, men efter lidt over to måneder endte han uddannelsen.

* Efterfølgende begyndte han på Copenhagen Business School, hvor han fik en kandidat i Business Administration and Service Management i juni.

* Han debuterede som model i 2018, da han gik catwalk for Burberry.

* Privat danner han par med gymnasiekæresten Benedikte Thoustrup, og de bor sammen i en lejlighed i København.

Kilder: Ritzau og Billed-Bladet.

/ritzau/

København, 13/09/2024 - 14:15

Disney hyrer tidligere landsholdsspillere til fodbolddækning

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Christian Poulsen og Michael Gravgaard skal være med til at dække Europa League og Conference League.

De tidligere landsholdsspillere Flemming Povlsen, Christian Poulsen og Michael Gravgaard skal være med til at dække FC Midtjylland og FC Københavns kampe i Europa.

Streamingtjenesten Disney+ har købt rettighederne til Europa League og Conference League og præsenterede fredag sit hold ved en presseseance i biografen Dagmar i København.

Og det er en blanding af kendte og knap så kendte ansigter, der skal stå for dækningen.

Povlsen, Poulsen og Gravgaard samt Mikkel Bischoff er en del af teamet som medkommentatorer eller studieeksperter, ligesom den tidligere kvindelige landsholdsspiller Rikke Sevecke er det.

Journalist og tv-vært Thomas Skov bliver studievært, og som hovedkommentatorer har man hyret Zak Egholm og Jonas Schwartz.

- Jeg glæder mig helt vildt. Det er nyt for mig det her, siger Thomas Skov oppe fra biografscenen i Dagmars sal 2.

- Jeg er bevidst om, at min opgave er at sørge for, at seerne får en god oplevelse, men at det ikke handler om mig. Og jeg har et godt hold rundt om mig af meget kompetente mennesker, siger den nyansatte vært.

Disney+ kommer til at streame alle 189 kampe i Europa League og 153 kampe i Conference League. Og det gælder både ligaspillet og slutspillet i begge turneringer.

FC Midtjylland er et af de 36 hold i Europa Leagues ligaspil og skal i den første af sine otte ligakampe møde tyske Hoffenheim på hjemmebane 25. september.

Senere går det også løs mod Maccabi Tel Aviv, Union Saint-Gilloise, FCSB, Frankfurt, Porto, Ludogorets og slutteligt Fenerbahce i slutningen af januar, inden holdet eventuelt er en del af de 24 hold i knockoutfasen.

FC København nøjes med seks ligakampe frem til midten af december i Conference Leagues ligaspil.

Man åbner hjemme mod polske Jagiellonia Bialystok 3. oktober, og herefter gælder det opgør mod Betis, Istanbul Basaksehir, Dinamo Minsk, Hearts og Rapid Wien.

Seerne vil kunne se op- og nedtakt til kampene med dansk deltagelse, og reportere er hyret ind til at interviewe spillere og trænere.

Det koster 49 kroner om måneden at få adgang til alle kampe på Disney+, og det er det billigste abonnement, der er med reklamer. Vil man ikke have reklamer, koster det 79 kroner om måneden.

Europas bedste klubturnering, Champions League, har fortsat sit hjem hos Viaplay, der har haft rettighederne siden turneringens begyndelse i 1992.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 13/09/2024 - 11:52

Jonas Vingegaard er blevet far igen

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Jonas Vingegaard og Trine Marie Vingegaard Hansen er blevet forældre for anden gang.

Den danske cykelstjerne Jonas Vingegaard er blevet far for anden gang.

Det bekræfter Vingegaards svigermor, Rosa Kildahl, over for TV Midtvest.

- Jeg kan sige, at det er en velskabt dreng, der er nummer fem i rækken af børnebørn, siger Rosa Kildahl til mediet og bekræfter, at alle har det godt.

Vingegaard og partneren Trine Marie Vingegaard Hansen havde i forvejen datteren Frida. De to har ofte været hos cykelstjernens side, når han har krydset målstregen i de helt store løb.

Netop familieforøgelsen blev nævnt som en årsag til, at 27-årige Vingegaard i slutningen af august afsluttede sin sæson og dermed gjorde sig uaktuel til VM.

Det skete dog også efter en sæson, som ikke helt gik som planlagt.

Thyboen styrtede i april i Baskerlandet Rundt og pådrog sig flere alvorlige skader. Alligevel nåede han at kæmpe sig tilbage på cyklen, så han kunne gøre comeback få måneder senere.

Vingegaards første løb blev Tour de France, men han var ikke i stand til at vinde den franske grand tour for tredje gang. Tadej Pogacar tog sejren for tredje gang i sin karriere.

Det blev dog til en enkelt etapesejr i Touren for Vingegaard, der slog Pogacar på målstregen i en tæt spurt.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 13/09/2024 - 08:00

FAKTA: Det kan AI (ikke) i jobsøgning

AI's fordele:

* Kan hjælpe med at sætte ord på dine kompetencer og din motivation.

* Kan analysere et jobopslag, så du har større chance for at ramme plet med din ansøgning.

* Kan vurdere, om du er et godt match til jobbet.

* Kan være en hjælper i skriveprocessen med ansøgningen og optimere cv'et.

* Kan agere samtalemodpart, så du kan øve dig op til en jobsamtale.

 

AI's mangler:

* AI bør ikke skrive alt for dig. Det bliver ofte uinspirerende og kan genkendes som AI-sprog.

* Bør ikke bruges til informationssøgning, da du hverken kan regne med AI's fakta, eller at AI har adgang til al den relevante information.

* AI forstår ikke nødvendigvis den rette sammenhæng. Du skal selv give AI den rigtige kontekst.

* De forskellige AI-modeller er ikke lige gode til alting - de er trænet til at udføre specifikke opgaver.

 

Kilde: fagforeningen Djøf, som har udgivet guiden "Sådan bruger du AI, når du søger job".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 13/09/2024 - 08:00

Brug kunstig intelligens på den rigtige måde og land jobbet

Michael Dwyer/Ritzau Scanpix

Kunstig intelligens kan bruges som en karriererådgiver, der guider dig i den rigtige retning. Men øv dig i at give den ordentlige instruktioner.

Du kender nok det kejtede og unaturlige sprog, som afslører, at en tekst er oversat af en computer - eller måske ligefrem skrevet fra bunden af kunstig intelligens.

Men AI - som står for articifial intelligens altså kunstig intelligens - som du måske kender fra tjenester som chatbotterne ChatGPT og Gemini, har for længst vristet sig fri af mange af begyndervanskelighederne med de gumpetunge hakkebrætsformuleringer og er blevet en del af hverdagen.

Det har hvert tredje af de nyuddannede Djøf-medlemmer også opdaget, og de har brugt kunstig intelligens som en del af deres jobsøgning. Det viser en ny undersøgelse fra fagforeningen Djøf.

- Den yngre generation er hurtige på tasterne. AI er i vores telefoner og skærme, så det er inden for armslængde, siger karriererådgiver hos Djøf Helle Hvilshøj.

Og selv om hun genkender problemet med den monotone og upersonlige skrivestil, mener hun også, at der er meget hjælp at hente med AI blandt andet som en del af jobsøgningen.

- Der åbner sig et stort potentiale, når man ser på de mange facetter af jobsøgning. Det er meget mere end at skrive en ansøgning og et cv.

- Man kan bruge AI til at få sat ord på, hvad man er god til, skabe overblik over kompetencer fra uddannelse og tidligere job og få hjælp til at afkode, hvordan man matcher jobbet, forklarer Helle Hvilshøj.

Det handler altså langt hen ad vejen om at bruge AI som en sparringspartner, som man indgår i en dialog med.

Du kan ligefrem bruge den til at træne jobsamtalen med. Få den til at agere den anden part, så du kan blive klædt på og øve dig inden den egentlige samtale.

Det fortryllende, men også forbandede ved AI er, at du som hovedregel får det ud, du har puttet ind.

Derfor handler det også i høj grad om at blive verdensmester til at prompte - det vil sige at skrive de rigtige instruktioner til AI. Det er nemlig dem, der afgør dit resultat, mere end det er mekanikken i den anden ende.

Hvis du kun giver den en jobtitel og beder den skrive en ansøgning, får du lige præcis den generiske og gabende forudsigelige ansøgning, du har bedt om.

Men hvis du klæder platformen ordentligt på til at være din karriererådgiver og er vedholdende i dialogen, har du god mulighed for at blive inspireret og få øjnene op for eksempelvis de kompetencer, du bør fremhæve.

- Det handler om det rigtige mindset. Du skal forstå, at hvis du ikke fodrer den med ret meget information, får du en ringe tilbagemelding på noget, der i jobsøgningssammenhæng skal være målrettet og vise, hvem du er, og så i øvrigt være struktureret og læsbart.

- Så man er nødt til at øve sig i, hvordan man formulerer sig over for AI, så den løser opgaven, siger chefkonsulenten.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek