Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Barcelona, 24/10/2021 - 11:06

Real Madrid slår ærkerivalen Barcelona og stryger til tops

Real Madrid en del af toppen i den spanske liga efter en 2-1-sejr over rivalen Barcelona.

Albert Gea/Reuters

Af: /ritzau/

To mål var nok for Real Madrid, da klubben søndag besøgte Camp Nou og Barcelona i det traditionsrige El Clasico.

David Alaba og Lukas Vazquez scorede Real Madrids mål, og Barcelona havde først dybt inde i overtiden et modsvar. Derfor tog gæsterne hjem med en 2-1-sejr i bagagen.

Sejren bragte kortvarigt Real Madrid op på førstepladsen i La Liga, men den tog Real Sociedad siden tilbage, da holdet spillede 2-2 hos Atletico Madrid søndag aften.

Real er nummer to med ét point op til Sociedad og en kamp i baghånden. Barcelona, der var uden skadede Martin Braithwaite, indtager niendepladsen.

De to historiske ærkerivaler er ikke lige så stjernespækkede, som det tidligere har været tilfældet, men intensiteten fejlede ikke noget.

Selv om El Clasico måske ikke er, hvad det har været, så var der god intensitet i første halvleg.

Derbyet mellem de to storklubber er som regel fyldt med nærkampe og aggressivitet, og det var også tilfældet søndag, ligesom spillerne flere gange røg i skænderier.

Barcelona skabte mest før pausen, og efter 25 minutter fik Sergiño Dest en kæmpemæssig mulighed. Efter flot forarbejde fra Memphis Depay var han helt fri foran Thibaut Courtois i målet, men sendte bolden langt over kassen.

Anderledes effektiv var Real Madrids David Alaba. Efter et veludført kontraangreb fik østrigeren bolden på kanten af feltet i venstre side og tordnede den ind i modsatte side af målet.

Gerard Pique var tæt på en udligning på hovedstød kort efter, men Real Madrid var i front efter første halvleg.

I anden halvleg satte Real Madrid sig tungt på spillet og pressede Barcelona langt tilbage. Karim Benzema kom tæt på en scoring, da han efter 62 minutter trykkede af fra en god position i feltet, men bolden endte lige på Marc-André ter Stegen.

Undervejs i halvlegen blev Sergio Agüero sendt i spil til sin tredje kamp for Barcelona, og han bød ind med en god mulighed efter 84 minutter, men skarpheden manglede.

Barcelona forsøgte med et pres i slutfasen, men Real Madrid stod solidt, og i overtiden lukkede Lukas Vazquez kampen med en scoring til 2-0, da han gled bolden i mål. Sergio Agüero pyntede på resultatet kort før slutfløjt.

/ritzau/

Nyhedsarkiv