København, 14/01/2026 - 12:25
Medie: Forsvaret vil sende forstærkninger til Grønland
Ifølge DR sender det danske forsvar en såkaldt forkommando til Grønland. Oplysningerne er ikke bekræftet.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det danske forsvar sender en forkommando til Grønland, der består af militært materiale og fortropper.
Det erfarer DR.
Ifølge mediet skal forkommandoen gøre klar til at modtage større styrker fra hæren og det øvrige forsvar.
DR har også billeder af et Challenger-fly fra Forsvaret, der landede i Nuuk mandag.
Men DR har ikke kunnet få bekræftet, at flyet har noget med forkommandoen at gøre.
Ritzau har spurgt Forsvarskommandoen, om den kan bekræfte DR's oplysninger.
I et skriftligt svar lyder det, at Forsvaret "det seneste år har øget sit aktivitetsniveau i Arktis blandt andet med udgangspunkt i forsvarsforliget samt delaftale 1 og 2 om Arktis og Nordatlanten".
- Forsvaret træner blandt andet løbende indsættelse af kapaciteter i Arktis og er til stede som led i almindelig opgaveløsning samt til forberedelse af kommende aktiviteter, oplyser Forsvarskommandoen.
USA har flere gange kritiseret Danmarks forsvar af Grønland.
Tirsdag talte forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) om en større tilstedeværelse militært i Grønland.
- Vi går nu videre med hele spørgsmålet om en mere permanent større tilstedeværelse i Grønland fra dansk forsvar, men også med deltagelse af andre lande, sagde han efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.
Herefter nævnte forsvarsministeren, at der i 2026 kommer øvelses- og træningsaktiviteter med andre Nato-lande i Grønland.
Troels Lund Poulsen skal mandag til Bruxelles, hvor han skal tale om situationen i Arktis med Nato-generalsekretær Mark Rutte.
Konflikten mellem USA og Danmark om Grønland kan nå en foreløbig kulmination senere onsdag, hvor udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er på besøg i Det Hvide Hus.
Sammen med Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, skal Løkkes mødes med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio.
Emnet er Grønland, og mødet er sat i stand efter dansk-grønlandsk ønske.
Gennem mere end et år har USA og præsident Donald Trump flere gange udtalt, at USA ønsker kontrol over Grønland af hensyn til national sikkerhed.
Det er gang på gang blevet afvist af Danmark og Grønland.
Arktisk Kommando, der varetager Forsvarets opgaver i og omkring Grønland og har hovedsæde i Nuuk, har i dag cirka 150 medarbejdere fordelt på stabsfunktioner, logistik og faste installationer.
Derudover råder Arktisk Kommando blandt andet over inspektionsskibe, fly, helikoptere og slædepatruljen Sirius.
/ritzau/




