Paris, 02/04/2026 - 13:07
Macron stiller spørgsmålstegn ved virkning af Trumps Iran krig
Krigen mod Iran giver ikke en varig løsning på spørgsmålet om Irans atomprogram, siger Frankrigs præsident.
Af: /ritzau/
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, går torsdag i rette med den amerikanske præsident Donald Trumps håndtering af krigen i Iran.
Under et besøg i Sydkorea kalder Macron en militæraktion for at frigøre Hormuzstrædet for "urealistisk" og siger, at den amerikanske præsident ikke kan blive ved med hver dag at modsige sig selv, når det kommer til Iran.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Der er dem, der taler for at befri Hormuzstrædet med tvang gennem en militærmission. Det er en holdning, USA nogle gange udtrykker, siger Macron og tilføjer:
- Det er urealistisk, for det vil tage umådelig lang tid og udsætte enhver, der krydser strædet, for trusler fra revolutionsgarden, der besidder betydelige ressourcer samt ballistiske missiler og en lang række andre risici.
Derudover mener Macron ikke, at krigen mod Iran giver en varig løsning på spørgsmålet om Irans atomprogram.
/ritzau/




