Beirut, 05/04/2026 - 11:56
Familie på flugt meldes dræbt i israelsk angreb i Sydlibanon
Seks familiemedlemmer og en bekendt, der skulle køre dem væk, blev ifølge civilforsvar dræbt i angreb.
Stringer/Reuters
Af: /ritzau/
En familie på seks samt yderligere én person er søndag blevet dræbt i et israelsk angreb på byen Kfar Hatta i det sydlige Libanon.
Det siger en kilde fra Libanons civilforsvar til nyhedsbureauet AFP.
Israels militær havde inden angrebet beordret byen evakueret.
Ifølge kilden var familien flygtet fra en by længere mod syd og ventede på at få et lift fra Kfar Hatta, da angrebet ramte.
Familien havde ikke selv en bil og skulle hentes af en bekendt, der ville køre familiemedlemmerne ud af byen.
Manden, der skulle hente familien, blev også dræbt i det israelske angreb.
Ud over angrebet i det sydlige Libanon har Israel søndag formiddag iværksat en række angreb mod Hizbollah-mål i den libanesiske hovedstad, Beirut.
Det meddeler Israels militær i en udtalelse.
Under Israel og USA's krig mod Iran har Hizbollah løbende angrebet primært det nordlige Israel med droner og raketter. Det har fået Israel til at svare igen med angreb på mål, der sættes i forbindelse med Hizbollah i Libanon.
Angrebene har været rettet mod Beirut og det sydlige Libanon.
Tidligere på ugen annoncerede Israels forsvarsminister, Israel Katz, at Israel vil etablere en sikkerhedszone i det sydlige Libanon og fortsat kontrollere området, efter at den nuværende væbnede konflikt med Hizbollah er ovre.
- Ved operationens afslutning vil IDF (Israels militær, red.) etablere en sikkerhedszone inde i Libanon og opretholde sikkerhedskontrollen over hele området op til Litanifloden, sagde Israel Katz tirsdag efter et møde med den israelske militærledelse.
Litanifloden løber cirka 30 kilometer nord for grænsen mellem Israel og Libanon.
Formålet med sikkerhedszonen er ifølge forsvarsministeren "at fjerne truslerne nær grænsen én gang for alle".
Samtidig vil Israel forbyde flere end 600.000 personer at vende tilbage til deres hjem i Libanon syd for Litanifloden, meddelte Israel Katz.
Indbyggerne må først vende hjem, når Hizbollah ikke længere udgør en trussel mod indbyggerne i det nordlige Israel.
/ritzau/




