Milano, 06/05/2025 - 23:43
Inter fælder Barcelona i episk brag og er i CL-finalen
Inter er i Champions League-finalen efter to fantastisk underholdende semifinaler mod FC Barcelona.
Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Inter og FC Barcelona leverede tirsdag en fodboldkamp til historiebøgerne.
Det elektriske returopgør i Champions League-semifinalen skiftede konstant karakter, begge hold nåede at føre, og efter forlænget spilletid vandt Inter en helt uforglemmelig fodboldforestilling med 4-3.
Dermed sikrede italienerne sig adgang til den forjættede Champions League-finale i München med en samlet sejr på 7-6.
Den enorme fodboldkatedral i Milano eksploderede flere gange, men brølet var størst, da Davide Frattesi i den forlængede spilletid scorede det afgørende mål.
Inden da havde Inter været foran med 2-0 og bagud med 2-3, inden den iltre forsvarsspiller Francesco Acerbi fremtvang forlænget spilletid med en scoring tre minutter inde i overtiden.
Fra kampens begyndelse var det tydeligt, at Inter havde læst på lektien efter at være blevet kørt rundt i manegen i lange perioder af den første kamp i Barcelona.
Det resulterede i en første halvleg, der var langt mere disciplineret og kontant end for en uge siden, og gevinsten kom efter 21 minutter, da Lautaro Martínez scorede til 1-0.
Et drønhårdt Inter-pres overrumplede Barcelona midt på spaniernes banehalvdel, og omgående efter bolderobring blev bolden sendt dybt til Denzel Dumfries. Han sparkede på tværs til en fuldstændig umarkeret Martínez, som scorede i nærmest tomt net.
Barcelona fik derefter noget bedre fat i opgøret, men to minutter før pausen slog Inter igen til på kontra.
Barcelona blev fanget på hælene, og Martínez fik sig en friløber. Pau Cubarsi nåede tilbage, men ramte ikke bolden i sin tackling, og så var der straffespark. Hakan Çalhanoglu eksekverede med største selvfølgelighed til 2-0.
Det lignede et stensikkert Inter-avancement, men Barcelona var forvandlet efter pausen. Spanierne producerede pludselig chancer på stribe, og efter 54 minutter kom reduceringen.
Gerard Martin vippede en høj bold ind i feltet, hvor Eric García flugtede bolden kontrolleret op i modsatte hjørne. Spanierne skyndte sig tilbage, og seks minutter senere lå udligningen i nettet. Dani Olmo var pludselig helt umarkeret i feltet og stangede kuglen i nettet så let som ingenting.
Barcelona pressede hårdt på, og efter 88 minutter så det ud, som om afgørelsen faldt. Raphinha fik bolden i feltet og sparkede den i mål helt ude ved stolpen, og så var comebacket en realitet.
Men Francesco Acerbi, der kampen igennem viste iltert temperament, ville det anderledes. I tredje overtidsminut sneg han sig med frem og bankede bolden op i loftet af målet. Han og stadion eksploderede i jubel.
Dermed gjaldt det forlænget spilletid, og her slog Inter til igen, selv om Barcelona var spilstyrende. Marcus Thuram tryllede med kuglen, inden Davide Frattesi fik den og klogt lagde den i nettet ved fjerneste stolpe.
Keeper Yann Sommer endte med flere enorme redninger som en kæmpe Inter-helt. For eksempel pillede han et fremragende forsøg fra Lamine Yamal, som var en fingerspids fra at sparke Barcelona tilbage i opgøret til sidst.
/ritzau/