Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Paris, 07/02/2026 - 01:11

Fransk politiker efterforskes efter nævnelse i Epstein-dokumenter

Jack Lang har tidligere været kultur- og uddannelsesminister i Frankrig. Nu efterforskes han for hvidvask.

-/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Frankrigs anklagemyndighed for økonomisk kriminalitet har iværksat en indledende efterforskning af den tidligere minister Jack Lang og hans datter Caroline Lang.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

De to vil blive efterforsket for hvidvaskning af udbytte fra groft skattesvig på grund af deres formodede økonomiske forbindelser til den afdøde amerikanske finansmand Jeffrey Epstein, oplyser anklagemyndigheden.

86-årige Lang var kulturminister i Frankrig fra 1988 til 1993 og uddannelsesminister fra 1992 til 1993 og 2000 til 2002.

Han er kommet under pres for at trække sig fra sin post som leder af det førende fransk kulturinstitut Institut du Monde Arabe (IMA) i Paris på grund af de formodede forbindelser til Epstein.

Frankrigs udenrigsministerium, der står for halvdelen af kulturinstituttets budget, har indkaldt ham til et møde søndag, siger udenrigsminister Jean-Noël Barrot til AFP.

- De første elementer, der dukker op i de her dokumenter, er nye og ekstremt alvorlige, siger han og understreger, at de vil kræve en grundig undersøgelse.

Lang er den mest prominente franske person, der er nævnt i den seneste amerikanske offentliggørelse af dokumenter med relation til Epstein-sagen.

Epstein blev fundet død i fængslet i 2019, mens han afventede en retssag om omfattende misbrug af mindreårige og menneskehandel.

En omtale i Epstein-dokumenterne betyder ikke nødvendigvis, at man er skyldig i nogen lovovertrædelser.

Ifølge franske medier har Lang gentagne gange henvendt sig til Epstein for at få økonomisk støtte eller tjenester. Hans datter Caroline Langs navn fremgår af firmadokumenter fra et offshore-selskab, som hun ejede sammen med Epstein.

Caroline Lang, der er filmproducer, trak sig mandag som formand for den franske brancheorganisationen Independent Production Union grundet sine egne forbindelser til Epstein.

Jack Lang har nægtet ethvert kendskab til Epsteins forbrydelser. Ifølge BBC sagde han tidligere på ugen til franske medier, at han ikke kendte noget til Epsteins kriminelle fortid, da Lang mødte ham "for omkring 15 år siden".

Finansmanden blev i 2008 dømt for at hverve en mindreårig til prostitution.

De var ikke venner, sagde Lang.

- Jeg vidste intet om ham. Manden var passioneret omkring kunst, kultur og film, lød det fra Lang.

Laurent Merlet, der er advokat for Lang, siger til AFP, at søndagens møde med udenrigsminister Jean-Noël Barrot blot er et møde med Langs tilsynsmyndighed.

- Formålet er at forstå hans side af historien, siger han og afviser, at Epstein-dokumenterne beviser et tæt venskab mellem Lang og Epstein.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek