Washington D.C., 25/04/2025 - 18:49
Tidligere kongresmedlem skal over syv år i fængsel i USA
Republikaneren George Santos erklærede sig sidste år skyldig i svindel, hvidvask og identitetstyveri.
Shannon Stapleton/Reuters
Af: /ritzau/
Det tidligere amerikanske kongresmedlem George Santos er idømt over syv års fængsel for svindel.
Det har en domstol i staten New York afgjort fredag, skriver New York Times.
I alt skal George Santos tilbringe 87 måneder bag tremmer i et føderalt fængsel, lyder straffen.
Det tidligere republikanske kongresmedlem erklærede sig sidste år skyldig i svindel, hvidvask og identitetstyveri.
Blandt andet har han løjet om, hvor mange penge der var blevet doneret til ham under valgkampen i 2022.
Her opdigtede han blandt andet politiske bidragydere for at vise, at han var et aktiv for Republikanerne - og at de trygt kunne sende finansiel og logistisk støtte hans vej.
Santos er desuden blevet beskyldt for at bruge kampagnepenge til en række personlige formål.
Ifølge anklagerne skal han have brugt tusindvis af dollar på botox-behandlinger, varer fra luksusmærket Hermes samt en række "mindre køb" på sitet OnlyFans, der er kendt for pornografisk indhold.
Det viste sig også, at han havde hævet arbejdsløshedsunderstøttelse, til trods for at han havde arbejde.
Ud over at være kendt skyldig i bedrageri og tyveri af offentlige midler er Santos også blevet fanget i flere løgne om egen person.
Blandt andet har han løjet om, at han er jødisk, og at han har arbejdet for flere store virksomheder på Wall Street.
George Santos indledte i januar 2023 sin korte politiske karriere i Repræsentanternes Hus, som er det ene af de to kamre i USA's Kongres.
Men han blev smidt ud af Kongressen i december samme år.
Siden blev Santos erstattet i Repræsentanternes Hus af Tom Suozzi, en demokrat fra New York, der vandt det efterfølgende valg om den skandaleramte republikaners sæde i Kongressen.
/ritzau/