Kyiv, 15/07/2026 - 20:59
Ukraines forsvarsminister stopper efter regeringsrokade
Præsident Zelenskyj har onsdag mødtes med forsvarsminister Fedorov, som efterfølgende har meldt sin afgang.
Af: /ritzau/
Den ukrainske forsvarsminister, Mykhajlo Fedorov, fratræder sin post.
Det oplyser han i en udtalelse delt på sine sociale medier.
- Det har været en stor ære at tjene det ukrainske folk som forsvarsminister, skriver han i opslaget, som blandt andet er delt på Facebook.
Han har samtidig skrevet en lang liste med alle de resultater, som han mener, at forsvarsministeriet, som han blev minister for i januar, har opnået.
Dertil kommer en kortere liste over de ting, der ifølge Fedorov ikke er lykkedes.
Mandag meddelte premierminister Julia Svyrydenko sin afgang, efter at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, dagen forinden havde varslet ændringer i den ukrainske regering.
Nu trækker 35-årige Fedorov sig så.
Der har ifølge Kyiv Independent været spekuleret i, om Federov ville blive fjernet fra posten.
Meddelelsen fra Fedorov kommer, efter at han og den militære topledelse har holdt et møde med Zelenskyj onsdag, skriver det ukrainske medie.
RITZAU




