Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/08/2023 - 08:00

Få styr på sikkerheden når børnene kokkererer

Særlige redskaber og et langsomt tempo hjælper med at forebygge, at børn kommer ud for ulykker i køkkenet.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

En kniv, der smutter, eller en lille hånd på et brandvarmt blus. Det er enhver forælders frygt, at børnene kommer til skade i køkkenet.

Så hvordan inddrager du dem sikkert i madlavningen?

Ifølge Charlotte Seeger, der specialist i børns spisevaner og forfatter til bogen "Magiske Måltider", kan det være en god idé at anskaffe køkkenredskaber, der er designet til børn.

- Det kan være børneknive eller en lille skræller, der passer ergonomisk til børn og gør det nemmere for dem at bruge, så der ikke sker ulykker, siger hun.

Med små børn skal du sørge for at være til stede sammen med barnet, så du kan hjælpe eller skride ind, hvis der sker noget.

- Men der skal være en balance. Man kan godt være så bekymret, at man ikke lader barnet prøve. Men barnet kan sagtens, hvis du viser, hvordan man gør, siger Charlotte Seeger.

Vis for eksempel, hvordan man skræller en gulerod, ved at tage barnets hænder i dine, og skræl den første i fællesskab. Sørg for, at I har god tid, så madlavningen kan foregå i et langsomt tempo.

Det er også vigtigt, at barnet har et skridsikkert underlag at arbejde på.

- Læg en våd karklud ind under skærebrættet, så det står sikkert på bordet. Og start med at give barnet blød mad at skære i, lyder rådet fra Charlotte Seeger.

Når det gælder kogeplader og ovn, handler det om at supervisere børnene, indtil du er sikker på, at de har lært, hvordan man gør, understreger hun.

- Men man skal også huske at give slip og lade børnene prøve. Ens frygt kan godt overskygge en lille smule og bremse lidt.

Alt for mange forældre har et alt for stort kontrolbehov, når det gælder børns gøren og laden i køkkenet.

Det mener Karen Wistoft, der er professor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet, hvor hun blandt andet forsker i læring og madkundskab.

- Vi ser børn i skolehaver, der arbejder med forskellige haveredskaber og snitter grøntsager i udekøkkener uden at komme til skade, fordi de får lov til at tage ansvar, siger hun.

Der kan dog godt være nogle ting omkring hygiejne, som du som forælder skal hjælpe børnene med. Det kan være i forhold til at lære dem at vaske al jord af grøntsagerne og at vaske hænder.

- Man kan have nogle skærebrætter i forskellige farver, så man ved, hvad der er til kød, og hvad der er til grøntsager, siger hun.

Men frygten for, at børnene kommer til skade, hvis de får lov til at slå sig løs i køkkenet, er mest et psykologisk problem for forældrene, mener hun.

- Hvis der skulle ske noget, kunne det lige så godt ske, når far står lige ved siden af, siger Karen Wistoft.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek