Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Herning, 29/02/2024 - 23:20

Tidligere popstjerne vil vende Venstres nedadgående spiral

Trine Jepsen fra popgruppen EyeQ er officielt blevet valgt som Venstres folketingskandidat i Herning Nord.

Bent Midstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Trine Jepsen, der er kendt fra musikgruppen EyeQ, er officielt blevet valgt som Venstres kommende folketingskandidat i Herning Nord.

Det skete på et opstillingsmøde i kredsen torsdag aften.

Den 46-årige midtjyde mener, at hun kan bidrage med "begejstring og fornyet energi" til partiet.

- Når vi i dag har en meningsmåling, som viser det dårligste resultat i 26 år, så det er tid til at smøge ærmerne op, få samlet kræfterne og begynde at se fremad, siger hun.

I den nyeste meningsmåling lavet for TV2 og Politiken står Venstre til at få 7,4 procent af landets stemmer. Det er det dårligste resultat, siden Megafon i 1998 begyndte at måle vælgernes partitilslutning.

- Det er tid til at få vendt spiralen til en opadgående kurve, siger hun.

Trine Jepsen understreger, at hun på opstillingsmødet "ikke præsenterede noget stort partiprogram". I stedet skal hun det næste stykke tid rundt i landet og tale med personer fra partiet.

- Det er vigtigt, at man tager rundt i baglandet for at se, hvad der optager midt- og vestjyderne og Venstrelandet her. Jeg vil gerne tage den dagsorden med ind i Folketinget og være talerør for det vestjyske, siger hun.

Spørger man Trine Jepsen, om hendes musikkarriere er en fordel eller ulempe i dansk politik, lyder svaret:

- Det er der nok nogle andre, der er bedre til at svare på end mig selv.

Trine Jepsen blev landskendt, da hun i 1999 vandt Dansk Melodi Grand Prix med sangen "Denne Gang".

Et par år senere deltog Trine Jepsen i musikkonkurrencen "Popstars" på TV2. Her var hun del af gruppen EyeQ, der endte med at vinde programmet.

Gruppens debutsingle "I Want What She's Got" solgte mere end 30.000 eksemplarer.

Siden gruppen gik i opløsning i 2003, har Trine Jepsen skiftet sangkarrieren ud med forskellige ledelsesjobs.

Hun var blandt andet direktør for Fonden Nørre Vosborg i årene 2015-2019 og efterfølgende leder på Schackenborg Slot.

Herning Nord-kredsen har i årevis været sikkert Venstre-land, men ved sidste valg mistede den sit mandat.

I juni 2023 stoppede Kenneth Mikkelsen i politik, efter at det ikke lykkedes ham at opnå valg i kredsen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek