Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Benghazi, 30/04/2026 - 02:08

17 migranter er fundet døde i Middelhavet på vej mod Europa

Flere lig forventes at skylle i land, efter at en båd med migranter er forlist ud for Libyens kyst.

Af: /ritzau/Reuters

Flere end 17 migranter har mistet livet, og ni er fortsat savnet, efter at deres båd brød sammen og drev rundt i Middelhavet i otte dage.

Det oplyser Røde Halvmåne i Libyen og libyske sikkerhedskilder.

Røde Halvmåne oplyser, at frivillige i samarbejde med flådestyrker og den libyske kystvagt har reddet syv overlevende i redningsaktioner ud for byen Tobruk i det østlige Libyen nær grænsen til Egypten.

Ligene af de ni savnede forventes at skylle i land i løbet af de kommende dage, oplyser de libyske sikkerhedskilder.

Billeder, som Røde Halvmåne har lagt ud på internettet, viser hjælpeorganisationens frivillige lægge lig i sorte plastikposer og læsse dem op på varevogne.

Libyen er blevet en transitrute for migranter, der flygter fra krig og fattigdom på vej til Europa over Middelhavet. Det er sket, efter at den libyske diktator Muammar Gaddafi blev væltet i 2011 under et Nato-støttet oprør.

Mange mennesker kommer fra Afrika syd for Sahara. De risikerer livet i forsøget på at nå til Europa.

Tirsdag oplyste justitsministeren i Libyen, at en straffedomstol i Tripoli havde idømt fire medlemmer fra det, der betegnes som en kriminel bande, op til 22 års fængsel for menneskesmugling, tortur samt bortførelse med henblik på løsepenge.

/ritzau/Reuters

TjekDet - faktatjek