Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/05/2019 - 12:01

Prinsesse Madeleine går festlig ferie i møde

For den svenske prinsesse Madeleine står den svenske sommer i festlighedernes tegn. Hun skal fejre bogudgivelse, nationaldag og fødselsdag.

Soren Andersson/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Secher, Ritzau Fokus

Prinsesse Madeleine og hendes familie får nok at se til hen over sommeren, som de skal bruge i Sverige.

Ifølge Billed-Bladet flyver Madeleine i næste uge med sin mand, forretningsmanden Christopher O'Neill, og deres tre børn fra familiens hjem i Miami i USA til Sverige.

Den svenske sommer byder på mange festlige begivenheder for prinsessen og hendes familie.

Prinsesse Madeleine lancerer for eksempel sin nye børnebog "Stella og hemmeligheden", som hun udgiver for velgørenhedsorganisationen World Childhood Foundation i forbindelse med organisationens 20-års jubilæum.

Sammen med resten af den kongelige familie skal hun desuden fejre landets store nationaldag den 6. juni. Svenskerne fejrer udtrædelsen af Kalmarunionen i 1523, hvor Gustav Vasa blev kronet som konge af Sverige.

Der venter også adskillige fødselsdagsfejringer i det svenske kongehus i løbet af sommeren.

Prins Nicolas fylder 4 år den 15. juni, og prinsesse Madeleine fylder 37 år den 10. juni.

Den 14. juli inviterer kronprinsesse Victoria til sin store årlige folke- og familiefest på Öland i forbindelse med sin 42-års fødselsdag, skriver Billed-Bladet.

Ifølge ugebladet kommer prinsessen og hendes familie til at opholde sig i Stockholm og derefter på Sollidens Slott på Öland.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek