Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/07/2026 - 13:10

Indsamling til svensk voldsoffer runder en million svenske kroner

Svensk mand erklæres død i svenske medier efter VM-vold, men danske myndigheder har ikke bekræftet meldingen.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der er samlet mere end en million svenske kroner ind til den svenske mand, der tirsdag blev udsat for vold ved et VM-arrangement på Islands Brygge i København, og hans familie.

Det fremgår af en svensk indsamlingstjeneste.

Beløbet svarer til lige knap 700.000 danske kroner.

Siden hændelsen er der opstået en uklarhed om den 32-årige svenskers tilstand.

Manden er ansat i svensk politi, og det svenske politiforbunds forperson sagde fredag i en kommentar, at hendes kollega er "gået bort". Det skrev det svenske nyhedsbureau TT.

Selv den svenske statsminister, Ulf Kristersson, udtrykte fredag i en skriftlig udtalelse sin medfølelse med familien til den 32-årige mand, der var på ferie i Danmark.

Men senere samme dag var meldingen, at den svenske mand var i livsfare.

I et grundlovsforhør fredag, hvor en 31-årig blev fængslet mistænkt for at have slået den svenske mand, lød det fra anklageren, at offeret ikke er erklæret død, men at han har livstruende skader.

Det skrev blandt andet B.T., der var til stede ved grundlovsforhøret.

Lørdag formiddag er der fortsat ingen nye meldinger fra Københavns Politi om offerets tilstand.

Den svenske mand er beskyttet af et navneforbud, der gør det strafbart at dele oplysninger, der vil kunne identificere ham.

Den sigtede er ligeledes beskyttet af navneforbud.

Han skal indtil videre fra fredag sidde varetægtsfængslet i 26 dage sigtet for vold, afgjorde en dommer i grundlovsforhøret fredag.

Ifølge sigtelsen blev den svenske mand tildelt et hårdt knytnæveslag. Resultatet var svære skader på hals og hoved, herunder en hjerneblødning og brud på nakkehvirvel.

I grundlovsforhøret kom det frem, at den sigtede mand tidligere er blevet dømt for drabsforsøg. Han blev idømt syv års fængsel. Han var også tiltalt for vold i april, skrev B.T.

Han nægter sig skyldig i vold ved storskærmsarrangementet og vil ikke afgive forklaring, skrev flere medier.

RITZAU

TjekDet - faktatjek