Hanstholm, 25/02/2023 - 13:36
Betjent melder betjent for fartbøde til redningsmand
Redningsaktion i Nordsøen blev forsinket med seks-syv minutter på grund af fartbøde.
Af: /ritzau/
Politiets ledelse skal nu afgøre, om en færdselsbetjent handlede kritisabelt, da han i november havde stoppet en bilist, der kørte for stærkt i Hanstholm.
Det skriver det regionale medie nordjyske.dk, som siden hændelsen har bragt flere artikler om affæren.
Det særlige ved sagen er, at den hurtigtkørende person er en redningsmand. Han var på vej til redningsstationen på grund af en melding om mand over bord i Nordsøen.
Han blev målt til at køre 86 kilometer i timen på en strækning, hvor 50 kilometer i timen er grænsen.
På grund af færdselsbetjentens optræden blev redningsbåden "C. B. Claudi" med seks-syv minutters forsinkelse sat i søen, skriver nordjyske.dk.
En politiassistent har besluttet at anmelde sin kollega, og sagen behandles nu af Midt- og Vestjyllands Politi.
- Det er fuldstændig vanvittigt, at det skulle tage så lang tid, siger politiassistent René Borg til nordjyske.dk.
Han mener, at kollegaen burde have taget et foto af redningsmandens kørekort og bil.
- Det havde taget 20 sekunder. Der kan være menneskeliv, som er gået tabt som følge af hans adfærd, der forsinkede redningsfolkene, siger politiassistenten.
Tidligere har chefpolitiinspektør Claus Hilborg dog udtalt, at der ikke er tegn på, at politiforretningen var for langvarig.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed modtog først anmeldelsen, men myndigheden har sendt sagen videre til politikredsen.
/ritzau/