Montreal, 16/02/2026 - 03:00
Formodet gerningsperson bag skyderi i Canada søgte på vold på nettet
Billeder og videoer med død og vold gik igen i 18-årigs internethistorik, skriver CBS News.
Jennfier Gauthier/Reuters
Af: /ritzau/
Internethistorikken tilhørende den formodede gerningsperson bag et dødbringende skyderi på et canadisk gymnasium i sidste uge viser ifølge eksperter en interesse for skydevåben og voldeligt indhold.
Det skriver CBS News på baggrund af opslag, som analytikere fra Institute for Strategic Dialogue (ISD) har delt med mediet. ISD er en partineutral nonprofitorganisation, der bekæmper ekstremisme.
Gerningspersonen er identificeret som 18-årige Jesse Van Rootselaar, der ifølge Canadas politi døde af et selvpåført skudsår.
Ifølge instituttet ISD var hun aktiv på en hjemmeside, der indeholder materiale med grafisk vold mod mennesker og dyr.
Hjemmesiden er blevet nævnt i flere sager om skoleskyderier, hvor gerningspersonerne har besøgt siden forud for massedrabet, skriver CBS News.
Jesse Van Rootselaar betegnede i et opslag, der er blevet delt med CBS News, det blodige indhold som vanedannende.
ISD har identificeret konti med forbindelse til Van Rootselaar ved at sammenligne elementer af profiler på sociale medier og brugernavne samt krydsreferere online indhold.
Dermed kunne de præcisere, hvornår hendes onlineaktivitet begyndte at tage en drejning til de mere mørke afkroge af internettet.
Man sporede hendes onlineaktivitet tilbage til 2019, hvor hun var omkring 12 år. Opslagene handlede først om computerspil. I 2021 var der pludselig et opslag med et billede af en pistol, som Van Rootselaar hævdede at eje.
Omkring 2023 begyndte hun at skrive om stofmisbrug og psykiske problemer.
Hun dræbte først sin mor og stedbror i deres hjem tirsdag den 10. februar. Bagefter skød hun en lærer og fem elever på sin tidligere skole i Tumbler Ridge, hvor der bor omkring 2400 indbyggere, har politiet oplyst.
Van Rootselaar blev ifølge politiet født som dreng, men begyndte for seks år siden at identificere sig som kvinde.
/ritzau/




