Peter A.G. har sunget om den dejligste morgen, om Danmark og om vilde kaniner som frontmand i Gnags.
Hvordan bandets fremtid ser ud, ved Peter A.G. ikke. Men han håber ikke, at sangene forstummer.
Derfor glæder han sig over, at sangene nu gjalder under kuplen på Østre Gasværk Teater i København i forestillingen "Vilde kaniner", der har premiere 19. september, inden den rykker til Aarhus fra 7. januar.
- Jeg er glad for, at nogle kan se, at sangene også har styrken til at blive brugt i andre sammenhænge, siger Peter A.G., som selv kan have svært ved at se det.
- Det er det der helt basale - at jeg tvivler på, at det er noget og så spilde folks tid med det. Det er en side af mig - jeg er altid i tvivl om, om det er noget ... Om det er det værd at påkalde sig opmærksomhed, siger han og fortsætter:
- Jeg er opdraget med, at man ikke skal tage mikrofonen, hvis man ikke har noget at sige, og der er vi jo lidt strengt opdraget, vi vestjyder.
Peter A.G. er født og formet i Skjern.
Selv om han har en bolig i København, bor han stadig i Jylland.
Dialekten fornægter sig heller ikke.
- Vi tror ikke på det, hvis nogle siger: "Det var sgu fedt!". Så svarer vi: "Ej, det kan altid blive bedre", fortæller Peter A.G.
- Man er altid i tvivl om, om det er meningsløst eller lige meget. Men så bekræfter det en og er godt for selvtilliden, at der er nogle, der kan se det som teater. Og at de sælger mange billetter! Fedt!, udbryder han.
Han har stillet hele sit bagkatalog til rådighed med den eneste forudsætning, at teaterkoncerten bliver for fuldt orkester.
Han har indskærpet, at der skal være smæk på, så publikum mærker musikken i brystet.
- Det er musikken, der har gjort mig til et følende menneske. At turde at være til stede fysisk i min krop. Følelserne sidder jo i kroppen, skal vi huske. Så på den måde er det frigørende. Det håber jeg også, forestillingen er.
- Og så håber jeg, den har humor, fordi det er en måde, vi er sammen på. Det siger vi altid i Gnags: "Gnags er noget, vi har sammen med publikum".
Gnags' numre er bindeleddet i forestillingen, som centrerer sig om fællesskab.
Alle vil gerne høre til i fællesskabet, men det er ikke altid lige nemt. For inden i os alle bor der en vild kanin, som har svært ved at passe ind i de kasser, som fællesskabet ofte beder os om at finde.
Peter A.G. er selv en vild kanin, men han søger også en flok at hoppe rundt med.
- Det vil jeg specielt gerne, fordi jeg er rigeligt introvert, fortæller han.
- Jeg er rigtig god til bare at være i min egen fantasi. Der kunne jeg måske sagtens være, men jeg kan godt lide at tilhøre et fællesskab. Og der har jeg fundet ud af, at glæden - og at vise den - er en fantastisk nøgle til verden. Den er der ikke ret mange, der fokuserer på for mig at se, siger han og fortsætter:
- Det er derfor, vi kan leve flot af bare at køre på glæden i vores orkester - vi er endda blevet rige på det! Det er jo helt utroligt! Vi er ikke afhængige af nogen. Vi er frie. Vi skal ikke spørge landets kunstfond om en skid.
Den 72-årige komponist begyndte allerede at lave musik som 14-årig og stiftede sammen med sin bror det, der blev begyndelsen til Gnags.
De albumdebuterede i 1973 med "På vej".
Det helt store gennembrud kom i 80'erne. Ikke mindst med albummet "Den blå hund" fra 1984, hvor nummeret bag teaterforestillingens titel, "Vilde kaniner", er på.
- Vi har været ude for meget i Gnags i de sidste turnéer, fortæller Peter A.G.
- Folk dør jo mellem hænderne på os! Min makker og medguitarist døde for to år siden. Og så tænker man: "Eksisterer Gnags mere?". Og det ved vi ikke en skid om selv ... Men pludselig kommer denne her teaterforestilling! Så lever det i hvert fald videre der. Det glæder mig. Også at det er unge kræfter.
På scenen ses blandt andre musikeren Shaka Loveless og musicalstjerner som Nanna Rossen og Søren Torpegaard Lund.
- Det er en ny generation, der tager over og udtrykker noget, som de forhåbentlig kan genkende. Og så bliver jeg bekræftet i, at så er sangene ikke bare en døgnflue. Det er måske mere end det - det er måske kultur.
- Det er jo det, man som sangskriver i sit inderste sjælekammer håber. At man er lige så vigtig som Grundtvig eller en eller anden ... Noget fuldkommen idiotisk dybest set.
- Men de sange, som B.S. Ingemann og Weyse har lavet, er en stor del af mig. Så jeg har altid håbet at kunne lave en sang, der har samme virkning på andre. For så er man inde og røre ved det, som kunsten handler om - at det gør levende.
Foruden at gøre levende skal kunsten også opmuntre.
I hvert fald den, Peter A.G. skaber.
Han nævner nummeret "Når jeg bliver gammel" fra Mr. Swing King-pladen fra 1989. En sang fyldt med forhåbninger om, at man har flere smilerynker end dem af bekymringer, når man en dag kigger tilbage på sit liv og nyder det, der er tilbage af det.
Sangen skrev han, da han selv var omkring de 30.
- Når man først bliver gammel, er man ud af stand til at skrive den, konstaterer Peter A.G.
- Så bliver det sådan en, der handler om kvaler og ondt i røven. Den slags sange har vi måske ikke så meget brug for. Dem er der rigeligt af i forvejen.
I øjeblikket arbejder han på en sang om, hvordan det så er at blive gammel.
Selv fylder han 73 til december.
- Jeg er i hvert fald nået til mit livs efterår - med tendens til vinter - må vi gå ud fra. Og så kan man stille sig selv spørgsmålet: "Hvordan vil du forholde dig til den sidste del?". Og der har jeg besluttet mig for, at jeg vil gå den forventningsfuldt, siger han.
- Det eneste, jeg håber, når den tid indtræffer, er, at folk vil have tålmodighed med mig. Det eneste, vi alle sammen skriger på, er tålmodighed. Det kunne jeg også lave en sang om. Og hvis jeg skal det, vil det være fedt at have Gnags, for så har jeg et publikum. But I don't know.
Så for nu glæder Peter A.G. sig bare over, at Gnags hopper videre på de skrå brædder.
/ritzau/
