København, 27/08/2026 - 11:07
Venstre forsikrer om fortsat opbakning til grøn trepart efter uenighed
Venstre har intern uenighed om gødskningslov og vil ikke svare på, hvor mange der vil stemme mod partilinjen.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Venstre kommer som parti til at stemme for gødskningsloven, selv om flere partimedlemmer er dybt kritiske over for den.
Det siger Venstres gruppeformand, Morten Dahlin, til pressen efter et gruppemøde torsdag.
Meldingen kommer, efter at der er opstået uenighed i Venstres folketingsgruppe om aftalen.
Her har partinestor Søren Gade, der også er formand for Folketinget, meddelt, at han vil stemme nej til loven, selv om Venstre selv har været med til at udforme den.
Det får journalister til at spørge Morten Dahlin, hvorvidt man kan stole på Venstre, når der indgås politiske aftaler.
- Selvfølgelig kan man stole på Venstre. Vi står ved de aftaler, vi har lavet, og vi står ved den grønne trepart, siger han.
Gødskningsloven er en del af den grønne trepart, som den daværende SVM-regering forhandlede på plads. Her er det målet, at udledningen af kvælstof fra landbrugets marker til havmiljøet skal mindskes.
Op til vedtagelsen af den specifikke lov om mindre gødning på markerne er der dog kommet fokus på, at danske producenter af grøntsager kan risikere at få store ekstraregninger.
Det kan fordyre den danske produktion af grøntsager, fortæller flere økonomiske eksperter til Berlingske.
Udfordringen har fået Søren Gade til at markere, at han vil stemme nej til loven.
Det kom frem onsdag, da Søren Gade over for TV Midtvest bekræftede sin holdning i sagen, efter at regionalmediet var kommet i besiddelse af en mail, hvor Søren Gade orienterer om beslutningen til sit bagland i Vestjylland.
I mailen skriver Søren Gade til sine partifæller i Vestjylland, at han er "utrolig ked af det", men at han ikke kan "støtte et lovforslag, som er tåbeligt og uden sagligt grundlag, og som river tæppet væk under landmænd og landdistrikter".
Morten Dahlin mener ikke, at der er tale om et "tåbeligt" lovforslag, som Søren Gade kalder det.
- Vi støtter ikke lovgivning, som er tåbelig, siger gruppeformanden.
Et andet folketingsmedlem for Venstre - Peter Juel-Jensen - har også luftet, at han er i tvivl om, hvorvidt han ville stemme ja eller nej. Han havde ingen kommentarer til sagen efter torsdagens gruppemøde.
Morten Dahlin og partikollega Thomas Danielsen (V), som er næstformand i Venstres folketingsgruppe, har dog torsdag forsikret, at partiet som helhed vil stemme for aftalen.
Dog uden at svare på, hvor mange der personligt vil stemme nej.
- De diskussioner, vi har i Venstres folketingsgruppe, tager vi i Venstres folketingsgruppe, siger Morten Dahlin.
Hverken Venstres formand, Troels Lund Poulsen, eller Venstres næstformand, Stephanie Lose, ville udtale sig til pressen efter gruppemødet. Som daværende økonomiminister havde Lose ellers en central og afgørende rolle i aftalen om den grønne trepart.
RITZAU




