København, 02/08/2025 - 21:01
Fortsat store mængder regn i vente trods ophørt varsel om skybrud
DMI's varsel om skybrud og torden ophører. Men der er fortsat store mængder regn i vente flere steder.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Varsel om skybrud og torden er lørdag aften ophørt, efter at store regnmængder i løbet af lørdag har sat sine spor særligt i det østlige Jylland og Sjælland.
Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på det sociale medie X.
Det betyder dog ikke, at der er tørvejr på programmet - tværtimod, siger vagthavende meteorolog ved DMI Marie Timm.
- Der er god chance for, at man i morgen (søndag, red.) også står op til regn og byger med kraftig intensitet, siger hun.
Dog er der lørdag aften ikke noget, der tyder på skybrud.
- De kan altså stadigvæk godt være ret hidsige og give en pæn sjat vand på kort tid samtidig med noget tordenvejr, så vi er ikke ovre de her skybrudslignende forhold.
Fra lørdag klokken 21 til søndag klokken 10 er der risiko for kraftig regn, hvor der lokalt kan falde mellem 30 og 50 millimeter i perioden, i Vest- og Sydvestjylland.
Hovedstadsområdet fik særligt de store mængder regn at mærke lørdag.
Lokalt var der målt op til 55 millimeter regn, som var faldet over tre timer. Det var særligt i Vanløse og på Frederiksberg, at vandmængderne var store.
Mens hovedstadsområdet også kan vente regn søndag, så ser det dog ud til, at de store mængder regn vil passere hurtigere end lørdag, siger Marie Timm.
- Det ser ud til, at der er lidt mere fart på dem (bygerne, red.), fordi lavtrykket skubber lidt hurtigere på dem, siger hun og tilføjer:
- Så det kan godt være, det ikke står stille, ligesom det gjorde over Hovedstaden i dag, hvor bygerne nærmest lå på stribe helt stille.
Men man kan godt risikere, at der i hvert fald falder fem millimeter på fem minutter flere steder i landet, lyder det videre.
Nordjylland og Bornholm ser lørdag aften ud til at være de eneste områder, der umiddelbart slipper for store mængder regn søndag.
/ritzau/