København, 10/09/2026 - 13:51
Frankrig følger trop: Vil af med Infantino
Efter møde i eksekutivkomitéen har Det Franske Fodboldforbund besluttet, at man vil af med Gianni Infantino.
Franck Fife/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det Franske Fodboldforbund (FFF) er det næste forbund i rækken, der vil af med præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino.
Det siger den franske fodboldpræsident, Philippe Diallo, efter et møde i fodboldforbundets eksekutivkomité torsdag, skriver Reuters.
Det er første gang, at FFF kommer med en officiel holdning til Fifa-præsidenten efter de seneste mange ugers virak.
Den franske fodboldpræsident Diallo har længe ikke lagt skjul på sin modstand mod Infantino, og nu er det også forbundets officielle holdning.
DBU sagde i august, at man fra dansk side ligeledes ønsker Fifa-præsidenten væk.
Forbundene i blandt andet Holland, England, Italien, Belgien, Skotland, Sverige, Norge, Finland og Wales har ligeledes meldt ud, at man vil af med Infantino.
Fifa-præsidenten har været i et regulært stormvejr, siden Fifa i slutningen af juli fremlagde planer om at åbne for eksterne investorer ved forbundets turneringer.
Det blev mødt af massiv modstand, hvilket fik Infantino til at trække forslaget tilbage, men på det tidspunkt var proppen skudt af, og utilfredsheden var massiv.
Balladen har dog ikke ændret på, at Infantino agter at stille op til genvalg næste år.
Det kommende præsidentvalg afvikles i forbindelse med Fifas kongres i Marokko 18. marts.
Der er endnu ikke blevet præsenteret en modkandidat, der kan stille op mod Infantino.
RITZAU




