Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/01/2026 - 11:12

Politiet søger vidner efter brag og brand i Albertslund

Politiet efterforsker en anmeldelse om brag og brand i Albertslund. Det er for tidligt at fastslå årsagen.

Af: /ritzau/

Politiet modtog kort efter midnat natten til fredag en anmeldelse om et brag og en efterfølgende brand på en adresse på Hedemarksvej i Albertslund.

Det skriver Københavns Vestegns Politi fredag morgen i en pressemeddelelse.

- Brandvæsnet med flere og politiet var efterfølgende talstærkt til stede, lyder det i meddelelsen.

Det fremgår ikke af meddelelsen, hvad politiet mener, der er sket.

En person blev kørt til hospitalet til kontrol for røgforgiftning.

Branden er slukket igen.

Billeder fra stedet viser ifølge Ekstra Bladet, at politiet patruljerede med hunde i området natten til fredag. Samtidig arbejdede flere på en adresse iført DNA-dragter.

Københavns Vestegns Politi oplyser fredag formiddag, at man er i gang med at efterforske, hvad der ligger bag hændelsen, men det er endnu for tidligt at fastslå årsagen.

I den forbindelse søger politiet vidner til hændelsen.

- Borgere, der har set eller hørt noget mistænkeligt omkring midnat i området ved Hedemarksvej, bedes kontakte Københavns Vestegns Politi, lyder det i en pressemeddelelse.

Vidner kan kontakte politiet på telefon 4386 1448 eller tage fat i en af politiets betjente, der fredag vil være synligt til stede på gerningsstedet.

Man ønsker ikke at oplyse yderligere om sagen på nuværende tidspunkt, siger Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek