Washington D.C., 26/11/2025 - 03:29
Trump skrotter frist for Ukraines accept af fredsplan
USA's præsident har tidligere antydet, at en ukrainsk frist for accept af fredsplan kunne blive rykket.
Anna Rose Layden/Reuters
Af: /ritzau/
Der er alligevel ingen klar deadline for, hvornår Ukraine senest skal have accepteret et amerikansk udkast til en fredsplan.
Det siger USA's præsident, Donald Trump, natten til onsdag om bord på præsidentflyet Air Force One. Det fremgår af en video, som Det Hvide Hus har delt på det sociale medie YouTube.
Tidligere har Trump givet Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, en frist til torsdag for at skrive under på fredsplanen.
Om bord på præsidentflyet tirsdag amerikansk tid fortæller Trump til journalister, at USA's særlige udsending Steve Witkoff formentlig i næste uge skal mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Moskva.
Det får en kvindelig journalist til at spørge, om fristen for Ukraine torsdag fortsat gælder.
- Vi må se, hvad der sker. De har fastsat en dato, og den dato er på et tidspunkt i den nærmeste fremtid, siger præsidenten om mødet mellem Witkoff og Putin.
Det får journalisten til at spørge, om der er fastsat en ny frist.
- Jeg har ikke nogen frist. Vil du vide, hvornår fristen er for mig? Når det er slut, og jeg tror, at alle er trætte af at kæmpe lige nu. Alt for mange mennesker dør, svarer Trump.
Trump har tidligere antydet, at fristen torsdag kunne blive rykket, hvis der var tegn på reelle fremskridt i forhandlingerne.
Den amerikanske præsidents administration fremlagde i sidste uge en fredsplan på 28 punkter.
Den indeholdt flere punkter, som umiddelbart var uacceptable for Ukraine - herunder krav om, at landet skal afgive hele Donbas-regionen, og et løfte om, at Ukraine aldrig bliver indlemmet i forsvarsalliancen Nato.
Siden har USA forhandlet med europæiske ledere og Ukraine, hvorefter planen er blevet revideret til en 19-punkts-plan.
I den reviderede udgave skal flere af de punkter, som blev anset som uspiselige for Ukraine, være ændret eller sparket til hjørne.
Tirsdag aften dansk tid skrev Trump på sit eget sociale medie, Truth Social, at han vil mødes med præsidenterne for henholdsvis Rusland og Ukraine, når en fredsaftale mellem de to lande er på plads - eller når forhandlingerne er i den sidste fase.
/ritzau/




