Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/03/2026 - 14:13

Teenagedreng idømmes 16 år for at instruere drabsforsøg

Københavns Byret idømmer 16-årig svensk dreng en lang fængselsstraf for medvirken til drabsforsøg.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 16-årig svensk dreng er torsdag blevet idømt lige så mange års fængsel, som han har levet.

16 års fængsel, lyder Københavns Byrets dom til den unge dreng, der bag aliasserne "Mr. Killer" og "The Godfather" blandt andet instruerede to drabsforsøg i København.

Det enige nævningeting har lagt vægt på drengens rolle som bagmand, og at der er tale om "nøje planlagt kriminalitet sammen med flere medgerningsmænd".

Desuden var drabsforsøgene egnet til at skabe en konflikt mellem bandegrupperingerne Unknown Team og Loyal to Familia.

Den svenske dreng var kun lige fyldt 15 år, da han var med til at koordinere planer om skuddrab på dansk jord. Ingen endte dog med at blive ramt.

Konkret er han dømt for medvirken til to drabsforsøg og medvirken til en sprængning. Der var planer om skuddrab på Amager og Blågårdsplads på Nørrebro, og der blev sprængt en håndgranat i en kiosk på Østerbro.

Dommen kommer oveni, at drengen sidste år i Sverige fik en dom på to års ungdomsfængsel for medvirken til to drabsforsøg og forsøg på grov afpresning.

Den 16-årige har straks anket Københavns Byrets dom. Han vil frifindes.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek