København, 13/08/2025 - 08:32
Nykredit opjusterer forventninger efter køb af konkurrent
Nykredit forventer nu at tjene mellem 11 og 12 milliarder kroner i løbet af 2025.
Af: /ritzau/
Nykredit opjusterer sine forventninger til den samlede indtjening efter skat.
Nu forventer banken i 2025 at tjene mellem 11 og 12 milliarder kroner.
Det oplyser Nykredit i sit regnskab for første halvdel af 2025.
Nykredit hævede også sine forventninger til årets overskud i forbindelse med regnskabet for første kvartal.
Herefter lød forventningen på en indtjening i intervallet 9,25 til 10 milliarder kroner.
I første halvår har Nykredit tjent knap 6,3 milliarder kroner.
Regnskabet er det første, siden Spar Nord er blevet en del af Nykredit.
På den baggrund indgår Spar Nord kun i regnskabet fra opkøbsdatoen 28. maj og frem.
Alligevel påvirkes halvårsresultatet af et ligeledes "meget tilfredsstillende år", siger koncernchef i Nykredit Michael Rasmussen ifølge pressemeddelelsen.
- Spar Nord har i juni haft en solid udvikling med høj aktivitet hos kunderne. Det bekræfter, at også Spar Nord er en stærk bank med dygtige kolleger. Jeg ser frem til at aflægge regnskabsresultater, hvor Spar Nord er fuldt indregnet, lyder det.
Michael Rasmussen tilføjer, at forventningen fortsat er, at de to banker vil være fuldt fusioneret i foråret 2026.
Ifølge Michael Rasmussen afspejler regnskabets opjustering en stærk udvikling i Nykredit-koncernens kerneforretning.
Det hænger blandt andet sammen med, at man i første halvår har udlånt flere penge end ventet og derfor har haft højere rente- og gebyrindtægter.
Indtægterne udgør samlet 7.874 millioner kroner, hvoraf Spar Nords bidrag lyder på 325 millioner kroner.
Foruden Spar Nord har Nykredit-koncernen set en stigning på 183 millioner kroner i rente- og gebyrindtægterne sammenlignet med første halvår i 2024.
Det svarer til en stigning på 2,5 procent, lyder det.
/ritzau/