Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Baltimore, 27/03/2024 - 23:59

To lig fundet i floden efter brokollaps i Baltimore

Myndigheder i USA bekræfter på et pressemøde, at to lig er blevet fundet i Patapsco-floden i efter brokollaps.

Matt Rourke/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

To lig er blevet fundet i Patapsco-floden i Baltimore, hvor et Mærsk-charteret skib natten til tirsdag lokal tid sejlede ind i Francis Scott Key-broen og forårsagede dens kollaps.

Det oplyser Ronald L. Butler fra politiet i delstaten Maryland, hvor Baltimore er den største by, på et pressemøde ifølge BBC.

- Holdene gjorde et tragisk fund kort før klokken 10 (lokal tid, red.) i en rød pickup nær broen. Dykkere fandt to ofre, som sad fast inde i køretøjet, udtaler han.

Ifølge politiet er dykkere ikke længere i stand til at navigere sikkert gennem vandet på grund af beton og andre rester fra broen.

Politiet har benyttet sonarscanninger i søgen efter de personer, der faldt i floden, da broen styrtede sammen. Ifølge myndighederne er køretøjerne, som også er endt i floden, omgivet af vragdele fra broen.

Indtil videre er fire personer fortsat savnet. De er ifølge myndighederne formentlig omkommet.

Tirsdag middag blev der fundet en person i floden i kritisk tilstand. Yderligere en person blev reddet op af vandet.

På pressemødet onsdag lyder det ifølge Reuters, at der arbejdes på at opføre en ny bro, der skal erstatte Francis Scott Key-broen, som omkring 31.000 køretøjer plejede at køre over om dagen, før den faldt sammen.

Ifølge Wes Moore, som er Marylands guvernør, har 8000 personer et job, som er direkte påvirket af, at broen er kollapset.

- Vi bliver nødt til at sikre os, at vi støtter dem (de 8000 personer, red.), siger Moore.

Han kalder desuden brokollapset for "en global krise", da "den nationale økonomi og den globale økonomi er afhængige af havnen (i Baltimore, red.)".

Moore fremhæver, at havnen håndterer flere biler og mere landbrugsudstyr end nogen anden havn i landet, og at havnen i 2023 håndterede gods for 80 milliarder dollar - 550 milliarder kroner - hvilket var det højeste beløb i hele USA.

/ritzau/

Los Angeles, 27/04/2024 - 21:13

Britney Spears afslutter juridisk strid med sin far om værgemål

Valerie Macon/Ritzau Scanpix

Britney Spears har kritiseret sin fars rolle som værge. Efter flere år har de to indgået forlig.

Den amerikanske popstjerne Britney Spears har indgået et forlig med sin far, Jamie Spears.

Forliget markerer afslutningen på en langvarig strid om det værgemål, som Britney Spears var under i 13 år frem til 2021.

Det skriver det amerikanske medie CNN.

Advokater for både musikeren og hendes far bekræfter over for CNN, at der er indgået et forlig.

De oplyser dog ikke nogen detaljer om forliget.

42-årige Britney Spears kom under værgemål i 2008, fordi hun blev anset for ikke at kunne tage vare på sig selv.

Hendes far blev udpeget som værge.

Det betød, at Jamie Spears blandt andet varetog sin datters formue.

Han havde også ansvar for beslutninger vedrørende sygdom og sundhed.

Værgemålet ophørte i efteråret 2021.

I juni måned havde Britney Spears vidnet i retten, hvor hun beskrev værgemålet som mishandling.

Siden har der pågået et juridisk slagsmål mellem popsangeren og hendes far.

Sagerne har blandt andet handlet om, hvorvidt Jamie Spears har opført sig forkert som værge.

Det har han nægtet skulle være tilfældet.

Lørdag siger farens advokat til CNN, at Jamie Spears er ovenud lykkelig for, at striden nu har fået en ende.

Faren ønsker kun det bedste for sin datter, lyder det videre fra advokaten.

Også sangerens advokat, Mathew Rosengart, har kommenteret forliget.

- Selv om værgemålet ophørte i 2021, er det først nu, at hendes ønske om frihed i sandhed er opfyldt.

- Som hun ønskede, indebærer hendes frihed, at hun ikke længere skal møde op i retten eller være involveret i denne sag, siger han til CNN.

Mathew Rosengart har repræsenteret Britney Spears siden 2021.

Han blev hendes advokat efter hendes vidneudsagn i sommeren det år.

Forinden havde hun ikke haft tilladelse til selv at hyre en advokat grundet værgemålet.

Siden det ophørte, har Britney Spears udgivet ny musik og udgivet en erindringsbog.

I den fortæller hun, at hun i årene under værgemål var en skygge af sig selv.

- Værgemålet fratog mig min kvindelighed og gjorde mig til et barn, har hun blandt andet skrevet i bogen "The Woman in Me".

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 27/04/2024 - 20:41

Britney Spears afslutter juridisk strid med sin far om værgemål

Britney Spears har kritiseret sin fars rolle som værge. Efter flere år har de to indgået forlig.

Den amerikanske popstjerne Britney Spears har indgået et forlig med sin far, Jamie Spears.

Forliget markerer afslutningen på en langvarig strid om det værgemål, som Britney Spears var under i 13 år frem til 2021.

Det skriver det amerikanske medie CNN.

Advokater for både musikeren og hendes far bekræfter over for CNN, at der er indgået et forlig.

De oplyser dog ikke nogen detaljer om forliget.

42-årige Britney Spears kom under værgemål i 2008, fordi hun blev anset for ikke at kunne tage vare på sig selv.

Hendes far blev udpeget som værge.

Det betød, at Jamie Spears blandt andet varetog sin datters formue.

Han havde også ansvar for beslutninger vedrørende sygdom og sundhed.

Værgemålet ophørte i efteråret 2021.

Nogle måneder forinden havde Britney Spears vidnet i retten, hvor hun beskrev værgemålet som mishandling.

Siden har der pågået et juridisk slagsmål mellem popsangeren og hendes far.

Sagerne har blandt andet handlet om, hvorvidt Jamie Spears har opført sig forkert som værge.

Det har han nægtet skulle være tilfældet.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/04/2024 - 12:00

FAKTA: Bygningsreglementet går ikke i detaljer

* Bygningsreglementet fastsætter ikke i detaljer, hvad rummene skal leve op til for at kunne godkendes som beboelse.

* Det lyder blandt andet i reglementet, at "beboelsesrum og køkken skal have en loftshøjde, der tilgodeser, at der er tilstrækkeligt dagslys i rummet. Loftshøjden skal fastsættes i forhold til boligens rumdybder, rumstørrelser og vinduers placering".

* Det er boligejerens ansvar, at antallet af godkendte kvadratmeter bliver opdateret i Bygnings- og Boligregistret (BBR).

Kilde: Bygningsreglementet, fagekspert i byggeteknik og huseftersyn hos Videncentret Bolius Christina Schervig, advokat med speciale i blandt andet boligkøb Julian Jensen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 27/04/2024 - 12:00

Gratis kvadratmeter eller potentiel fare? Få styr på dette boligbegreb

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Hold dig fra at indrette børneværelse på kvadratmeter, der ikke er godkendt til beboelse, lyder det klare råd fra en fagekspert i byggeteknik og huseftersyn.

Hvis du er på udkig efter ny bolig og indimellem drømmer dig væk i salgsannoncer, så er du måske stødt på begrebet "ikke godkendt til beboelse".

Nogle kvadratmeter kan nemlig være opgivet som disponible, men ikke godkendte. Men betyder det, at de kan være farlige at indrette værelser i? Eller er det bare en fed mulighed for at få flere kvadratmeter, end du betaler for?

- Det er ulovligt at sælge kvadratmeter som beboelse, hvis de ikke er godkendt til det, fastslår advokat Julian Jensen, som specialiserer sig i blandt andet boligkøb.

- Det kan være på grund af en lokalplan, hvor der står, at der ikke må være beboelse i kælderen for eksempel. Der kan også være nogle brandregler i forhold til værelser oppe på loftet eller en særlig servitut, siger advokaten.

Typisk handler det dog ifølge boligadvokat Julian Jensen om, at sælger ikke har søgt kommunen om tilladelse. Det vil altså sige, at der aldrig er blevet spurgt om, hvorvidt kvadratmeterne kan godkendes til beboelse.

Det kan for eksempel være, hvis man har renoveret huset og lavet værelser på et tidligere uudnyttet loft eller har givet kælderen en tur, så den nu er beboelig.

For at kvadratmeterne kan godkendes, kræver det, at de lever op til en række krav i Bygningsreglementet.

- Der er blandt andet krav til klima, lys, fugt, luft og højde i et rum, fortæller bygningskonstruktør og bygningssagkyndig Christina Schjervig, som er fagekspert i byggeteknik og huseftersyn hos Videncentret Bolius.

- Man skal jo ikke bo i en lille, mørk cigarkasse, det er jo ikke et fornuftigt beboelsesrum. Der skal for eksempel være ordentligt luftskifte i forhold til vores helbred, tilføjer hun.

Der er hendes klare råd, at du lader være med at bruge arealerne til beboelse, hvis de ikke er godkendt til det. Og særligt holder dig fra eksempelvis at indrette et børneværelse i kælderen.

- Der er en grund til, at der er lavet nogle regler og retningslinjer. Det er jo for at passe på os, det er ikke for at genere os, siger hun.

Vil du have indsigt i, om der tidligere skulle være blevet søgt om - og eventuelt afslået - godkendelse af kvadratmeterne, kan du ifølge Christina Schjervig relativt nemt tilgå de oplysninger.

- Det er da rart, at man forud for et køb går ind og ser på, om der har været søgt. Og byggesagerne er offentligt tilgængelige, siger hun og henviser til siderne weblager.dk, filarkiv.dk eller kommunens hjemmeside, hvor man kan anmode om adgang.

- Så på den måde er det nemt at få et overblik over, hvad der er sket - og om der overhovedet er sket noget. Har de fået et nej? Hvis der er en verserende byggesag, hvor der er blevet ansøgt, så bliver den beskrevet på BBR, forklarer Christina Schjervig.

Hvis du vælger at købe boligen, kan du sagtens søge om at få kvadratmeterne godkendt til beboelse efterfølgende. Men du kan ikke være garanteret, at kommunen vender tommelfingeren opad.

- Jeg vil sige, at det er risikobetonet. Og nogle elsker jo at løbe en risiko. Det er ligesom med investeringer og alt muligt andet. Der kan godt komme et afkast, men det kan også gå den anden vej, siger Christina Schjervig.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek