København, 25/04/2025 - 06:05
Første store bevilling fra Novo-fond skyder 400 millioner i skov
Novo-fond stiller ti milliarder kroner til rådighed i den grønne trepart. Første store støtte er nu på plads.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
To naturfonde får en hjælpende hånd på 400 millioner kroner til at etablere natur- og skovområder i Danmark.
Det står klart, efter at Novo Nordisk Fonden fredag har præsenteret den første store bevilling i aftalen om den grønne trepart.
Den Danske Klimaskovfond og Den Danske Naturfond modtager hver 200 millioner kroner fra Novo-fonden til blandt andet at skabe flere skovområder.
Det skriver Novo Nordisk Fonden i en pressemeddelelse.
Den Danske Klimaskovfond får 200 millioner kroner, der skal gå til at opkøbe jord for at omlægge det til skovdrift.
- Vi er utrolig glade for bevillingen fra Novo Nordisk Fonden, som gør os i stand til at sætte turbo på skovrejsning allerede i år, siger Kirsten Brosbøl, der er forperson i Klimaskovfonden.
De øvrige 200 millioner kroner, der sendes i retning af Den Danske Naturfond, skal gå til etablering af "permanent beskyttet natur af høj kvalitet".
Kun få projekter har indtil videre fået mindre bevillinger fra Novo-fonden. Når de to naturfonde modtager så store summer, er det et udtryk for, at de er "helt centrale spillere" på det grønne område.
Det siger Mads Krogsgaard Thomsen, der er administrerende direktør hos Novo Nordisk Fonden, i pressemeddelelsen.
- De to fonde er begge etablerede operatører på området og vil foruden at udvikle deres egne projekter i høj grad kunne supplere hinanden og samarbejde om at skabe de bedst mulige naturområder for pengene, siger han.
Som et led i aftalen om den grønne trepart forpligtede Novo Nordisk Fonden sig til at stille ti milliarder kroner til rådighed i de kommende ti år.
De ti milliarder kroner er delt op i tre puljer.
Den største pulje lyder på 7,5 milliarder kroner, som går til naturgenopretning.
En pulje på 1,5 milliarder kroner går til forskning og udvikling af nye metoder til fremtidens landbrug.
Yderligere 500 millioner kroner afsættes til "støtte af aktører og samfundsengagementet omkring den store omlægning af landbrugsjord".
Aftalen mellem Novo Nordisk Fonden og regeringen slår fast, at fonden selv beslutter, hvordan de ti milliarder kroner skal fordeles.
Novo Nordisk Fondens donation på ti milliarder kroner er i dansk sammenhæng den største nogensinde fra en privat fond.
/ritzau/