Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 07/02/2026 - 03:38

Trump nægter at undskylde for video med Obama-parret som aber

Donald Trump så kun begyndelsen af en omdiskuteret video og mener, at medarbejder burde have set den til ende.

Samuel Corum/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, afviser at undskylde for et opslag torsdag på præsidentens profil på Truth Social, hvor Barack Obama og Michelle Obama var afbildet som aber.

Det skriver det amerikanske medie CNN.

- Nej. Jeg begik ikke en fejl, siger Donald Trump.

Præsidenten fortæller, at han så begyndelsen af videoen og gav den videre til en medarbejder, som ifølge Trump burde have set den til ende.

- Nogen lavede en fejl og missede en meget lille del, siger han om videoopslaget.

Opslaget, der er blevet kritiseret af både demokratiske og republikanske politikere og kaldt racistisk, blev pillet ned igen, efter at det havde ligget på Truth Social i 12 timer.

I videoen ser man et kort øjeblik Obama-parrets ansigter på dansende abekroppe i en jungle.

Donald Trump siger, at videoen blev fjernet, så snart hans stab blev klar over indholdet.

- Jeg så begyndelsen af den. Den var fin, siger Trump om den første del af videoen, der omhandler valgsvindel med stemmemaskiner.

Hverken præsidenten eller hans stab noterede sig, at Obama-parrets ansigter var på dansende abekroppe senere i videoen.

- Det var et meget stærkt opslag i forhold til valgfusk. Ingen vidste, at det ville være der i slutningen.

- Hvis de havde set slutningen, ville de have opdaget det, og sandsynligvis ville de have haft fornuften til at fjerne det, siger Donald Trump.

Tim Scott, som er den eneste sorte senator i Det Republikanske Parti, kaldte ifølge AFP fredag videoen for "det mest racistiske, jeg har set komme fra Det Hvide Hus."

Donald Trump siger, at han har talt med Tim Scott efterfølgende.

Selvom præsidenten ikke vil undskylde, så tager han ifølge CNN afstand fra den del af videoen, som er blevet kaldt racistisk.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek