Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Helsingør, 20/03/2024 - 07:00

Hjulmand: Eriksens spillestil lider mindre under bænkpladser

En formsvag Christian Eriksen kan stadig lave afgørende aktioner, forsikrer landstræner Kasper Hjulmand.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Selv om Christian Eriksen slider med spilletiden i Manchester United, er landstræner Kasper Hjulmand sikker på, at den fynske fodboldspiller kommer til at ligne sig selv på banen, når han spiller de kommende testkampe mod Schweiz og Færøerne.

Godt nok mangler Eriksen kamprytme, men han er mindre afhængig af at have et fysisk overskud end andre spillere, fordi Eriksens forcer primært udspringer af at have en skarp fodboldhjerne, mens "andre spillere er voldsomt afhængige af deres intensitet i benene", siger Hjulmand.

- Christians kvaliteter kommer naturligt i spil ret hurtigt. Han har evnen til at placere sig klogt, for hvis han står mellem fire spillere, står han længst muligt fra dem alle sammen, han har en forståelse for spillet og en fodboldhjerne, man ikke bare kan tage ud af ham.

- Det så man også, første gang han kom på banen i Premier League (efter sit hjertestop, red.), og første gang han spillede på landsholdet igen: bum, så overtog han. Det kan man ikke tage ud af ham, uanset hvilken form han er i.

- Han er stadig i en fin fysisk forfatning, selv om det er noget andet at træne end at spille kamp, men med hans spillestil kan han godt lave de afgørende afleveringer alligevel, siger Kasper Hjulmand.

Siden 1. februar har Eriksen spillet 78 minutter for Manchester United. Landstræneren håber, at spillefrekvensen øges frem mod sommerens EM, men indtil videre er han fortrøstningsfuld på sin nøglespillers vegne.

- Jeg er rolig på den måde, at jeg ikke tror, man kan holde kvalitet nede. Det synes jeg også, Christian viste med sit indhop mod Liverpool i søndags, hvor han skabte en stor chance.

- Så jeg krydser fingre for, han får mere spilletid. Og med den kvalitet Christian har, så må det være et spørgsmål om tid, før han får noget mere, siger Hjulmand.

Landstræneren slår fast, at ingen spillere er garanteret en plads i hverken truppen eller startopstillingen, men nøglespillere har naturligt en længere snor, selv om deres formkurve på klubplan er dalende.

- Når jeg udtager Christian Eriksen, så er det, fordi han er en pisse god spiller, som vil gøre det godt for det danske landshold. Han er god for os hver gang. Senest han var med mod Kasakhstan, var han banens absolut bedste spiller, siger Hjulmand.

Danmark tester mod Schweiz på lørdag i Parken. Tre dage senere venter en testkamp mod Færøerne i Brøndby.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek