Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

New Delhi, 12/09/2026 - 13:54

BRIKS-lande opfordrer til tilbageholdenhed i Mellemøsten

De 11 lande i BRIKS-samarbejdet udtrykker under topmøde bekymring over fortsat optrapning i Mellemøsten.

Af: /ritzau/

BRIKS-landene har enstemmigt vedtaget en fælleserklæring på den første dag for et topmøde i den indiske hovedstad, New Delhi.

Det siger Indiens premierminister, Narendra Modi, ifølge Reuters.

Ifølge Reuters indeholder fælleserklæringen blandt andet en bekymring over stigende atomtrusler og konflikter.

Samtidig er de 11 medlemslande af BRIKS-samarbejdet også enige om at opfordre til ro i Mellemøsten.

- Vi udtrykker dyb bekymring over den fortsatte optrapning af spændinger i Mellemøsten/Vestasien og opfordrer, idet vi henviser til vores respektive nationale holdninger, til at udvise størst mulig tilbageholdenhed samt undgå handlinger, som kan forværre situationen yderligere, lyder det i erklæringen ifølge AFP.

BRIKS-samarbejdet bestod oprindeligt af de store ikke-vestlige økonomier Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Det blev grundlagt i 2009.

I 2024 blev alliancen udvidet med flere arabiske lande, herunder Iran, samt Egypten og Etiopien. Sidste år sluttede Indonesien sig også til samarbejdet.

Tidligere lørdag har fire unavngivne kilder fortalt til Reuters, at landene i BRIKS-samarbejdet var enige om en erklæring, som ville fordømme ensidige angreb fra ethvert land.

Det var dog ifølge kilderne usandsynligt, at der ville blive nævnt lande ved navn.

RITZAU

TjekDet - faktatjek