London, 15/06/2026 - 20:00
Alvorligt syg Bonnie Tyler er ude af koma
Lægerne er "overbeviste" om, at Bonnie Tyler vil komme sig, selv om fremskridtene er langsomme, skriver BBC.
John Macdougall/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den 75-årige walisiske sanger Bonnie Tyler er ude af koma, men hendes tilstand er stadig alvorlig. Hun er meget syg og fortsat indlagt på intensivafdelingen.
Det siger hendes repræsentant til flere internationale medier ifølge britiske BBC, og det bliver uddybet i en længere erklæring på hendes officielle hjemmeside.
- Vi vil gerne takke alle for den enorme strøm af kærlighed og støtte fra hele verden, som vi har modtaget på vegne af Bonnie, og vi vil gerne fortælle jer, at hun er klar over dem og meget taknemmelig for jeres hilsner, lyder det.
Bonnie Tyler blev hastet på hospitalet i den portugisiske storby Faro, hvor hun har en bolig, i slutningen af maj og gennemgik en akut tarmoperation efter at have fået stærke mavesmerter.
Der opstod efterfølgende komplikationer, og hun blev kort efter operationen lagt i kunstig koma.
Ifølge hendes talsperson er lægerne "overbeviste" om, at hun vil komme sig, selv om fremskridtene er "langsomme".
Bonnie Tyler er især kendt for "It's a Heartache" fra 1977 og "Total Eclipse Of The Heart" fra 1983.
I 2013 stillede hun op i det intertionale melodigrandprix Eurovision for Storbritannien med nummeret "Believe in Me".
Hun blev dog slået af Emmelie de Forest, som sang sejren til Danmark med "Only Teardrops" det år.
Bonnie Tyler er stadig aktiv på scenen, men hendes sommerturné er blevet aflyst som følge af operationen og situationen.
- Vi undskylder over for alle Bonnies fans og vores promotorpartnere for den skuffelse, det vil forårsage. Men vi stoler på, at I vil forstå det og have overbærenhed med os under disse vanskelige omstændigheder, lyder det i erklæringen.
Af turnéplanen fremgår det, at hun skulle have optrådt mange steder i Tyskland i juli og august. Der er også enkelte koncerter i England og Østrig.
I oktober, november og december er der også en stribe koncerter. Herunder i Arena Næstved den 21. november.
Hun vender ifølge turnéplanen også tilbage til Tyskland, Østrig og England i efteråret og i december, hvor der for nu også er plottet koncerter i Schweiz og Rumænien og i fødelandet Wales i kalenderen.
- På nuværende tidspunkt håber vi stadig, at vores shows i efteråret vil finde sted, lyder det i erklæringen.
- Bonnies familie beder fortsat om respekt for privatlivets fred og lover at dele flere opdateringer, så snart der er væsentlige udviklinger at dele.
/ritzau/




