Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/09/2025 - 09:38

Træn dit mod og kom tættere på dit drømmeliv

Frygt og nervøsitet forsvinder aldrig, men du kan øve dig i ikke at lade din indre bangebuks styre dit liv, siger forfattere til ny bog om hverdagsmod.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Du tør meget mere, end du tror, klinger måske som en lidt slidt kliché. Men mod er en muskel, du kan træne i hverdagen, og det er aldrig for sent at komme i gang.

Det argumenterer forfatterne bag den nye bog "Modig - Når noget er vigtigt" i hvert fald for.

Med udgangspunkt i teknikker fra blandt andet elitesportens verden kommer de med bud på, hvordan du øver dig i at handle i situationer, hvor frygten har det med at fastfryse dig.

- I dag taler vi i højere grad om mental styrke som værende den evne at være i stand til at gøre noget vigtigt og værdifuldt, selv når du mærker ubehag ved det, lyder det fra Jakob Hansen, der er sports- og præstationspsykologisk konsulent og medforfatter til bogen.

Første skridt til at blive modig i hverdagen - hvad end det drejer sig om at turde at springe ud som selvstændig eller tage en chance i kærligheden - er at blive bevidst om din hjernes trusselssystem, siger han.

Her skelner Jakob Hansen og hans medforfattere mellem to mekanismer, som de populært kalder for chimp og champ. Chimp er den primitive del, som instinktivt får dine alarmklokker til at blinke, hver gang du oplever noget, der før har været ubehageligt, eller når du står over for noget helt nyt og ukendt, der derfor føles utrygt.

Champ er omvendt den del af dig, der er i stand til at tænke rationelt og kreativt. Denne del er knyttet til dine indre værdier og moralske kompas. Hvor chimp holder dig tilbage i tryghedens navn, skubber champ på, for at du handler mere i overensstemmelse med dine værdier.

- Det er ligesom en slags speeder og bremse, der foregår på samme tid inde i hjernen, når vi nærmer os noget, der er vigtigt for os, forklarer Jakob Hansen.

I din stræben efter at blive mere modig i de situationer, hvor der er noget på spil for dig, handler det derfor om i højere grad at lade champ føre an, mens chimp laver ballade i baggrunden. Ignorér ikke frygten, men lad den heller ikke styre.

- Der er mange, der tror, at de skal vente med at handle, indtil de føler sig trygge, men så sker der aldrig noget, for frygten forsvinder aldrig helt, siger han.

Han gør samtidig klart, at det ikke skal lyde som en opfordring til, at du bare kaster dig hovedkulds ud i alt muligt uden at tænke dig om først.

Men ifølge ham får du et meningsfyldt liv, hvis du tør gøre det, der er vigtigt for dig, selv om du er bange. Det vigtige er at finde ud af, hvad du ægte ønsker at opnå i livet, og hvem du gerne vil være, og så forsøge at være modig, når du står over for en handling, der kan føre dig tættere på dine mål.

Helt lavpraktisk kan du lave en liste over dine ønsker for tilværelsen samt en liste over de situationer, hvor frygten stikker hovedet frem og lammer dig.

En øvelse herfra kan være at visualisere de svære situationer for dit indre blik og prøve at forestille dig, hvordan du kan tackle dem modigt.

Næste gang du befinder dig i en situation, hvor du mærker chimp-hjernen råbe vagt i gevær, kan du forsøge blot at registrere, at den er der uden at handle på den. Tag eventuelt en mikropause, hvor du trækker vejret og minder dig selv om, hvad du gerne vil.

Vær tålmodig med dig selv, råder Jakob Hansen, og husk, at livet er uforudsigeligt, ligegyldigt hvor modig du er.

- Der er ikke nogen garanti for succes. Det kan gå godt, og det kan gå skidt. Når du tør at handle på det, du gerne vil, opstår der et udfaldsrum, som du skal være villig til at gå ind i. Du kan ikke vente, til nervøsiteten er forsvundet, for så sker der ikke noget, siger han.

/ritzau fokus/

Madrid, 15/09/2025 - 10:46

Spanien truer med boykot af Eurovision på grund af Israel

Martin Meissner/Ritzau Scanpix

Med henvisning til Gaza-krigen har flere lande meddelt, at de ikke vil deltage i Eurovision sammen med Israel.

Spanien bør boykotte næste års Eurovision, hvis Israel deltager. Det siger den spanske kulturminister, Ernest Urtasun, mandag til spansk radio.

Dermed slutter Spanien sig til en række andre europæiske lande, der har truet med at trække sig fra den internationale sangkonkurrence.

- Vi må sikre os, at Israel ikke deltager i næste udgave af Eurovision, siger Urtasun ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Som Irland, Slovenien, Island og Holland bør Spanien ikke deltage, hvis det ikke lykkes os at udelukke Israel.

Fredag meddelte den hollandske tv-station Avrotros, at Holland ikke sender en deltager til næste års Eurovision, hvis Israel deltager.

I en udtalelse henviste Avrotros til "den igangværende alvorlige menneskelige lidelse i Gaza".

I Irland og Slovenien har de offentlige tv-stationer RTÉ og RTVSLO, som står for melodigrandprixet, også meldt ud, at landene ikke vil deltage, hvis Israel får lov til at deltage.

DR har ikke svaret direkte på, om Danmark vil deltage i Eurovision 2026, hvis Israels bidrag også deltager.

Men DR har oplyst, at man følger situationen tæt og drøfter den løbende med både nordiske public service-medier og European Broadcasting Union (EBU), der er arrangøren af sangkonkurrencen.

Israels deltagelse i Eurovision har gentagne gange været til debat, efter at krigen mellem Israel og Hamas brød ud i oktober 2023.

Blandt andet var der demonstrationer fra propalæstinensiske aktivister, både da konkurrencen blev afholdt i Sverige i 2024 og i Schweiz tidligere i år.

Den internationale sangkonkurrence skal efter planen holdes i den østrigske hovedstad, Wien, 16. maj næste år.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/09/2025 - 10:00

Suger erfaringer ud af Poul Nyrup og Waage Sandø i nyt DR-program

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Peter Falktoft er netop fyldt 40, og det har været en øjenåbner for den kendte vært at tale med mænd, der har levet i længere tid end ham.

Ifølge statistikken er den kendte podcastvært Peter Falktoft, der fyldte 40 år i midten af august, cirka midt i livet.

Derfor har han i den nye DR-podcast "Peter & Profeterne", der får premiere 17. september, sat en stribe modne mænd i stævne for at høre om deres liv og erfaringer.

Blandt andre tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) på 82 år, den 58-årige racerkører Tom Kristensen og den 82-årige skuespiller Waage Sandø.

- Det værste, jeg kan forestille mig, er at gro fast og stagnere i den samme konforme rille. Spørger du mig, er nysgerrigheden det sidste, man må miste som menneske, altså lige før selvrespekten, siger Peter Falktoft i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Det har derfor været en ubetinget øjenåbner at tale med mænd, der har levet længere end mig. Mænd, som har stået i noget. Bakset med noget. Mænd, jeg kan lære af. Ikke nødvendigvis fordi de har alle svarene, men fordi de har stillet spørgsmålene før mig.

I programmerne deler gæsterne ud af tankerne om at blive ældre. Om forholdet til det forandrede spejlbillede, om at sammenligne sig med andre mænd og om hvad livet har lært dem, når krisen kradsede, lyder det om podcasten.

- Vi skal ikke kloge-Åge den med Gajol-æske-citater, men snarere tilberede en buffet, som lytterne kan gå om bord i, siger Peter Falktoft videre i pressemeddelelsen.

- Jeg lover, vi kommer til at lære vores velkendte legender på en helt ny facon: For er Poul Nyrup Rasmussen egentlig for gammel til sine sneakers? Hvorfor mener Tom Kristensen aldrig, man skal forsømme chancen for at gå på toilettet i hans alder? Og skal man overhovedet stoppe, mens legen er god?

Peter Falktoft fik sit gennembrud i P3-programmet "Monte Carlo" i 2012 med makkeren Esben Bjerre. I dag laver de udsendelsesrækken "Her går det godt" på podcastplatformen Podimo. Men nu vender Peter Falktoft således tilbage på public service-stationen med "Peter & Profeterne".

Første afsnit udkommer på DR Lyd 17. september. Derefter udkommer et nyt afsnit hver onsdag.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/09/2025 - 11:00

FAKTA: Hvordan finder fuglene vej?

* Trækfugle navigerer både efter solen, stjernerne og kendte strukturer i landskabet som bjergkæder og motorveje.

* Derudover har mange trækfugle en indbygget kompassans, som lader dem fornemme Jordens magnetfelt og hjælper dem med at finde vej.

* Kompassansen menes at stamme fra proteinet cryptochrome, som kan findes i nethinden i fuglenes øjne.

Kilde: artiklen "Et radikalt kompas viser fuglene vej" af forskerne Emil Sjulstok, Claus Nielsen og Illia Solov'yov fra Syddansk Universitet. Artiklen blev bragt i tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab i 2018.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 15/09/2025 - 11:00

Kig op og oplev trækfuglenes færd mod sydligere himmelstrøg

Joseph Eid/Ritzau Scanpix

September og oktober er en travl tid for naturens bevingede væsener. Især rovfuglene kan ses i massevis på træk.

Når dagene bliver kortere og koldere, spreder et væld af fuglearter vingerne og letter i flokkevis med næbbene vendt mod syd.

Og der er rig mulighed for at opleve det fascinerende fænomen gennem hele september og oktober. Især hvis du søger mod sydvendte spidser på danmarkskortet, lyder det samstemmende råd fra to fuglekendere.

Jens Overgaard Christensen, der er forfatter til flere bøger om fugle, nævner Mandehoved på Stevns, Hyllekrog på Lolland og Gedser på Falster som gode steder at få øje på trækkende rovfugle.

- Der er også Dovns Klint på sydspidsen af Langeland. Der er en parkeringsplads allersydligst på toppen af klinten, hvor der er en skov lige bagved, og hvor man kan stå og kigge efter, hvad der kommer ud derfra, fortæller han.

Rovfugletræk er en ganske særlig oplevelse, lyder det fra Jørn Dyhrberg Larsen, der er naturvejleder hos Fugleværnsfonden, hvor han blandt andet står for at arrangere fugleture.

I september er det hvepsevågerne, der flakser afsted hen over himlen, og til oktober tager musvågerne over.

- Musvågerne kan komme i kæmpe flokke og danne sådan nogle skruer i luften. Hvis man rammer den rigtige dag, kan du se flere hundrede af dem kredse rundt og rundt, siger Jørn Dyhrberg Larsen.

Af andre rovfugle kan du i løbet af efteråret være heldig at se spurvehøge og forskellige falkearter. De rejser ikke i store flokke, men kommer piskende én efter én hen over hovedet på dig, hvis du står det helt rigtige sted.

Henimod slutningen af september og i begyndelsen af oktober er der i øvrigt mulighed for at spotte småfugle som bogfinker og kvækerfinker på træk. De er også nemmest at se ved sydvendte spidser.

- De trækker fra Sverige og gennem Danmark. Det er mange tusind bogfinker, der kommer trækkende gennem landet. De kommer ofte væltende forbi i lidt løse flokke på 50 til 100 ad gangen, fortæller Jørn Dyhrberg Larsen.

Småfuglene er der størst chance for at se ved solopgang, mens rovfugle - som for eksempel musvågerne - gerne venter, til der er lidt varme i luften, før de letter.

- En dag, hvor det tegner til at blive lunt med lidt sol, er rigtig godt rovfuglevejr, og det er helt perfekt, hvis der er et let skydække af højtliggende skyer.

- Så er det nemmere at få øje på fuglene, der ellers kan være svære at se højt til vejrs på en skyfri himmel, lyder det fra naturvejlederen, der tilføjer, at det altid er en god idé at medbringe en kikkert.

Derudover anbefaler Jens Overgaard Christensen, at du orienterer dig inde på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside www.dofbasen.dk, inden du drager hjemmefra.

Her kan du nemlig slå forskellige fuglekigger-lokaliteter op, og se, om der er blevet spottet spændende fugle på det seneste. Det kan øge dine chancer for at spotte de fjerlette rejsende.

- Der er mange, der taster ind på hjemmesiden, at nu har de for eksempel set 30-40 hvepsevåger, fortæller Jens Overgaard Christensen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek