Korsør, 28/03/2026 - 00:45
70-årig mand drukner i havn efter fald fra husbåd
To mænd faldt i vandet fredag aften i lystbådehavnen i Korsør. Den ene er afgået ved døden.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 70-årig mand er fredag aften død, efter at han faldt i vandet i lystbådehavnen i Korsør.
Det oplyser vagtchef Kasper Skotte fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Da vi nåede frem, lå der to personer i vandet dernede. Den ene er desværre afgået ved døden. Den anden er kørt på Slagelse Sygehus, siger vagtchefen.
Den kvæstede er en mand på 66 år. Politiet kender ikke hans tilstand, men oplyser, at manden er ved bevidsthed og kan tale.
Ifølge politiet var det en af de to mænd, der alarmerede et familiemedlem, som straks ringede 112. Alarmcentralen blev kontaktet lidt efter klokken 21.
Politiet er ikke klar over, hvad der præcis er sket. Det tyder på, at den ene mand faldt i vandet fra en husbåd. Da den anden mand forsøgte at hjælpe ham op, faldt han selv i.
- Det er vores opfattelse, at de to mænd er sammen dernede og kender hinanden, siger Kasper Skotte.
Husbåden er ejet af den 66-årige mand, der nu er indlagt, oplyser politiet.
/ritzau/




