København, 16/05/2025 - 12:10
Med nyt anlæg får chimpanserne i zoo et mere uforudsigeligt liv
Med hjælp fra en anonym milliondonation er et anlæg for chimpanserne i København Zoo blevet indviet.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Chimpanserne i Zoologisk Have i København har fredag formiddag fået et nyt udeanlæg, som er blevet til, efter at en anonym velgører donerede 17 millioner kroner.
Spørger man zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen, giver anlægget nogle helt andre muligheder for dyrene.
- Den primære forskel er, at de får lov til at mærke årstiderne. De får lov til at rode med frisk græs, visne blade og insekter, der flyver ind. Måske en uheldig fugl, der vover sig indenfor. Alt det, der gør livet lidt mere uforudsigeligt, siger Bertelsen, der også er adjungeret professor ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet.
Åbningen er blevet fejret af medarbejdere og gæster. Derudover har Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt (S), og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) lagt vejen forbi haven i dagens anledning.
Zoologisk Have i København har i øjeblikket ti chimpanser af underarten vestlig chimpanse.
- Der er ingen tvivl om, at det her vil give chimpanserne endnu bedre muligheder for at udfolde sig. Det giver dem bedre fysiske muligheder og i virkeligheden også bedre intellektuel stimuli - muligheder for at få og løse opgaver i et varierende miljø, siger Mads Frost Bertelsen.
Han fortæller, at det har taget nogle år at få projektet realiseret. Det skyldes, at Zoologisk Have står over for store driftsudgifter og derfor er afhængig af fonde og "generøse enkeltindivider", der kan hjælpe med den fysiske udvikling.
Direktøren er ikke i tvivl om, at dyrene i løbet af relativt kort tid i høj grad kommer til at bruge anlægget.
Men på åbningsdagen vil de opleve det som et nyt område, som de ikke kender til, og formentlig vove sig derud på forsigtig vis.
Det var sidste år, at haven meddelte, at en anonym velgører havde valgt at donere de mange millioner kroner til det nye udeanlæg.
Mads Frost Bertelsen kan ikke sige, hvem velgøreren er.
Men direktøren fortæller, at der er tale om en person, "der har blik for alt det gode arbejde, Zoologisk Have gør - både for dyrene i Zoologisk Have, men ikke mindst ude i verden med projekter på seks kontinenter".
/ritzau/